Tigermyg spreder sig i Spanien: Kan smitte med denguefeber og zika-virus

17/07/2024 20:53

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Særligt i en populær turistby advarer de lokale myndigheder om en "meget nærværende risiko".

Mest læste i dag

Sommeren er over os, og det betyder, at mange danskere rejser sydpå for at nyde varmen.

Den stigende tilstrømning af turister til de populære feriedestinationer i Sydeuropa har skabt en alvorlig udfordring for myndighederne på de spanske Baleariske Øer.

Den frygtede tigermyg, kendt for at sprede sygdomme som denguefeber og zika-virus, har invaderet området, og nu slår myndighederne alarm.

I Palma, hovedbyen på Mallorca, advarer lokale myndigheder om en betydelig risiko for smitte.

"Risikoen er meget nærværende på Balearerne, og vi må tage den meget alvorligt," udtaler de ifølge Majorca Daily Bulletin.

Bekymringen er lige så stor på naboøen Menorca.

Opfordring til lokalbefolkningen

Tigermyggen er ikke et nyt fænomen på Balearerne. Allerede i sommeren 2022 blev der rapporteret om lokale tilfælde af denguefeber på Ibiza.

For at bekæmpe spredningen har myndighederne på Mallorca taget drastiske foranstaltninger, herunder sprøjtning af vådområder med insektmidler fra helikopter for at dræbe myggelarver og æg.

Lokale beboere opfordres nu til hyppigt at skifte vand i små bassiner, springvand og drikkeskåle til kæledyr, da tigermyggen trives i fugtige miljøer.

For større svømmebassiner anbefales øget brug af klorin og insektmidler. Derudover anbefales det at downloade appen 'Mosquito Alert', som giver råd om, hvordan man bedst beskytter sig mod tigermyg.