'Parasitter': Mor vinder retssag om at smide to sønner i 40'erne ud

08/07/2024 14:32

|

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock.com
En mor vandt en retssag, der gav hende lov til at smide sine to voksne sønner ud af sit hjem.

Andre læser også

En mors kærlighed har tilsyneladende grænser. I hvert fald for en 75-årig kvinde i den norditalienske by Pavia, der vandt en retssag efter at have sagsøgt sine sønner på 40 og 42 år for at få dem fjernet fra sit hus, skrev CNN.

De to sønner, der blev beskrevet som 'parasitter'  af deres mor, havde boet i familiens lejlighed uden at bidrage økonomisk eller hjælpe i huset, ifølge klagen indgivet af kvinden i Tribunal of Pavia-retten. Begge mænd er ifølge retsdokumenterne i job.

Dommer Simona Caterbi tog parti for den pensionerede mor, der er separeret fra mændenes far, og hvis pension gik til mad og vedligeholdelse af hjemmet, og besluttede, at de to store babyer skulle forlade kvindens hjem.

"Der er ingen bestemmelse i lovgivningen, som tilkender det voksne barn en ubetinget ret til at forblive i hjemmet, som udelukkende ejes af forældrene, imod deres vilje og alene i kraft af familiebåndet," sagde Caterbi.

Mændene, der hyrede advokater til at kæmpe mod deres udsættelse, ifølge den lokale avis La Provincia Pavese, argumenterede for, at italienske forældre er forpligtede ved lov til at tage sig af deres børn, så længe det er nødvendigt.

Caterbi henviste til den eksisterende lov i sin afgørelse og var enig i, at 'opholdet på ejendommen indledningsvis kunne anses for velbegrundet, fordi loven er baseret på forældrenes forsørgelsespligt'.

Hun besluttede derefter, at 'det ikke længere virker berettiget, idet de to sagsøgte er over 40 år gamle, og når en vis alder er overskredet, kan barnet ikke længere forvente, at forældrene fortsætter med forsørgelsespligten ud over grænser, der ikke længere er rimelige'.

En advokat for mændene fortalte lokale medier, at de endnu ikke havde besluttet, om de ville anke retsafgørelsen. Dette er ikke første gang, at voksne mænd, der er for afhængige af deres mødre, er dukket op i retssystemet.

I 2020 stemte Italiens højesteret imod en 35-årig mand, der arbejdede som musiklærer, og som stadig forventede økonomisk støtte fra sine forældre, efter han argumenterede, at han ikke kunne forsørge sig selv på en årsløn på 20.000 euro.

I gennemsnit forlader italienere deres forældres hjem i en alder af 30 år, ifølge Eurostat. Kroatien har den højeste gennemsnitsalder i EU, der lyder på 33,4 år. Til sammenligning flytter børn i Finland, Sverige og Danmark hjemmefra i en gennemsnitsalder på 21 år, ifølge de samme data.