Kiosk på klippe 120 meter over jorden serverer vand og snacks til klatrere i Kina

18/05/2024 15:45

|

Nicolai Busekist

Foto: X
Bestående af en simpel trækasse bliver det usædvanlige etablissement genopfyldt dagligt og er blevet døbt 'verdens mest upraktiske kiosk'.

Mest læste i dag

En kiosk, der er bygget på en klippe 120 meter over jorden, er en af verdens mest usædvanlige forretninger. Den ligger i Shiniuzhai National Geological Park i Hunan-provinsen i Kina.

Kiosken er bygget for at kunne tilbyde drikkevarer, snacks og endda pommes frites til klatrere, der udforsker de stejle klipper.

Stedet åbnede i 2018, og billeder af etablissementet cirkulerer stadig på internettet og fanger brugernes opmærksomhed.

Sidste år blev en række billeder delt af en bruger ved navn @gunsnrosesgirl3 på det sociale medie X (tidligere Twitter). Her endte de med at vække opsigt, og derfor fik de på kort tid mere end 1,2 millioner visninger på det sociale medie.

Kun én medarbejder er på stedet, som består af en lille trækasse, der hænger på bjergsiden. En del af hans opgaver er at genopfylde butikkens forsyninger dagligt før daggry.

"Alle nye medarbejdere er meget bange for at gøre det i starten, men man vænner sig hurtigt til det. Det eneste problem er at skulle bruge toilettet. Det er udmattende at skulle klatre ned og op igen for at bruge det, så vi forsøger ikke at drikke for meget vand," sagde en af medarbejderne til det kinesiske statslige medie CCTV ifølge Casa e Jardim.

Brugerne på det sociale medie blev imponeret over stedet, som er blevet kaldt for 'verdens mest upraktiske' kiosk.

"Det er simpelthen sindssygt og fantastisk på samme tid," lød det fra en bruger på X.

"Jeg kan ikke forestille mig grunden til dette, men det er utroligt," kommenterede en anden.

Generelt er der mange, der er blevet forbavset over at se, at en kiosk er blevet bygget på en bjergside på denne måde. Det er nemlig ikke ligefrem noget, som man ser hver dag.