Fastfoodkæden McDonald's er blevet pålagt at skulle betale en millionbøde, efter at det norske fødevaretilsyn i 2021 besøgte en af deres restauranter i Waltham Forest i London.
Ifølge norske DinSide havde en kunde fundet noget, der lignede museekskrementer i en cheeseburger.
Efter det klamme fund besøgte Fødevarestyrelsen restauranten, hvor kontrollanterne fandt museekskrementer i køkkenet, personalerummet, lageret samt i et skab til rengøringsmidler.
Desuden var køkkenet også snavset og fedtet til, på trods af at medarbejderne havde hævdet, at de havde gjort rent.
På grund af sagens alvor valgte byrådet også at tage retlige skridt mod fastfoodkæden. Byrådsmedlem Khevyn Lmbajee udtaler:
- Der var en betydelig sundhedsrisiko for både Waltham Forests beboere og besøgende, så byrådet havde ikke andet valg.
Restauranten blev pålagt en bøde på £497.000, svarende til over fire millioner danske kroner, for tre brud på hygiejnekravene.
Desuden blev restauranten også tvunget til at lukke i ti dage. Efter et opfølgende tilsyn fra Fødevarestyrelsen blev restauranten genåbnet.
McDonald's har ikke udtalt sig offentligt om sagen.