Det er hverken ski eller skøjter, unge danskere kommer slemt til skade på.
Lige nu læser andre
Thailand, Indonesien og Vietnam er blandt de mest populære feriedestinationer for danskere, når vintermørket og kulden skal byttes ud med sol og strand.
Selvom solferien ofte forbindes med afslapning, er det også blevet populært at leje scootere og tage sig rundt i den hektiske trafik. Desværre viser nye skadestal fra Gouda Rejseforsikring, at der hvert år sker en række ulykker, der involverer danskere på disse populære feriesteder.
Ifølge Gouda Rejseforsikring er der alene de seneste tre år sket over 100 ulykker med lejede køretøjer i Thailand, Indonesien og Vietnam, hvilket gør det til det sted, hvor flest rejsende kommer til skade i trafikken, fortæller fagchef Louise Hertzum Andersen i en pressemeddelelse.
“Vi ser desværre, at mange unge lejer en scooter som en del af ferieoplevelsen uden at tage højde for lokale trafikregler, sikkerhedsudstyr og lejekontrakter. Når man kombinerer det med ukendte trafikforhold og tæt trafik, stiger risikoen for ulykker betydeligt.”
Af de over 100 ulykker er 25 procent sket i Thailand, knap 20 procent i Indonesien og 13 procent i Vietnam.
Læs også
Vær opmærksom på lejekontrakten
Udover personskader, kan der også opstå problemer med selve køretøjet, når danskerne kommer til skade på lejede scootere eller motorcykler. Louise Hertzum Andersen understreger vigtigheden af at gennemgå lejekontrakten grundigt, inden man kører af sted.
“Vi oplever, at kunder kører af sted på uforsikrede køretøjer og bliver overraskede over, at de hæfter for skader på køretøjet eller i værste fald på andre personer eller ting, når uheldet er ude. Derfor er det vigtigt at læse lejekontrakten grundigt, så man undgår ubehagelige overraskelser.”
Sprogbarrieren kan også udgøre en udfordring, men Louise giver et godt råd.
“Hvis du lejer køretøjet gennem dit hotel eller en større udbyder, er der større chance for, at lejekontrakten er på engelsk, og at køretøjet er korrekt forsikret. Det kan være en fordel,” afslutter hun.
Gode råd ved leje af scooter eller motorcykel i udlandet
Læs også
- Tjek din rejseforsikring: Mange danske rejseforsikringer dækker selvrisikoen ved skader på lejede køretøjer, men du skal stadig sikre dig, at du har både kasko- og ansvarsforsikring via udlejeren.
- Læs altid lejekontrakten: Vær opmærksom på alle vilkår, især omkring ansvar ved skader og selvrisiko.
- Fotodokumentation: Tag billeder af køretøjet før du kører, så du kan dokumentere eventuelle forudgående skader.
- Brug altid hjelm og sikkerhedsudstyr.
- Sæt dig ind i de lokale trafikregler.