30-årig kvinde har ikke sovet hel nat i 19 måneder: Folk er chokeret, når de hører årsagen

Aleksa Diaz, en 30-årig kvinde fra Austin, Texas, har ikke haft en god nats søvn i de sidste 19 måneder. “Selv når jeg er helt udmattet, kan jeg ikke falde i søvn. Jeg vågner ti gange eller mere hver nat, helt bevidst. Jeg får kun to til fire timers søvn, og det er hele tiden afbrudt,” siger hun til Newsweek. Diaz har delt sin historie på TikTok (@aleksaheals), hvor videoen har ramt over 94.000 visninger. I videoen undrer hun sig over, hvordan hendes krop stadig kan fungere, selvom hun aldrig rigtig ‘kollapser’ af udmattelse.

Søvnløsheden begyndte i januar 2024 og er knyttet til en godartet svulst i hendes hypofyse, en lille hormonproducerende kirtel i hjernen. Tumoren, et hypofyseadenom, påvirker hendes søvn og hormonproduktion.

Ifølge American Brain Tumor Association (ABTA) diagnosticeres cirka 13.770 hypofysetumorer årligt i USA, svarende til 17 % af alle primære svulster i centralnervesystemet.

Symptomer på hypofysetumorer

Hypofysetumorer kan enten trykke på hypofysen og de omkringliggende strukturer eller føre til en overproduktion af hormoner. Symptomerne varierer afhængigt af tumorens størrelse og de hormoner, der er involveret.

Når svulsten presser på hypofysen, kan det føre til:

• Hovedpine
• Synsproblemer
• Hårtab
• Nedsat sexlyst
• Vægtændringer
• Hudforandringer
• Træthed eller lav energi

Nogle tumorer udskiller for mange hormoner, hvilket kan forårsage:

• Væksthormon: Overproduktion kan føre til akromegali (forstørrelse af hænder, fødder og ansigt) hos voksne eller gigantisme hos børn.
• Prolaktin: Kan forårsage menstruationsforstyrrelser og unormal mælkeproduktion.
• Kønshormoner: Kan føre til seksuelle problemer og menstruationsforstyrrelser.
• Skjoldbruskkirtelhormoner: Kan forårsage hyperthyreose med vægttab, angst og søvnproblemer.
• Binyrehormoner: Kan føre til Cushings sygdom, som giver et rundt ansigt, højt blodtryk og uregelmæssig menstruation.

Længere vej til diagnose

Diaz oplevede symptomer allerede som 18-årig, hvor hun begyndte at miste hår hurtigt – mere end 300 hårstrå om dagen. Lægerne mistænkte først polycystisk ovariesyndrom (PCOS), da hun ikke havde andre symptomer. Men hårtabet fortsatte, og ved 22 års alderen blev hun sendt til en hudlæge, som fik en MR-scanning til at vise en 5 mm stor tumor i hendes hypofyse.

Samtidig begyndte Diaz at tage på i vægt, som ikke kunne afhjælpes med kostændringer eller motion. “Jeg fik depression og et hævet ansigt, og hårtabet påvirkede mit selvværd,” fortæller hun. Senere kom flere symptomer, herunder tør hud, lav sexlyst og smerter i hofterne. På et tidspunkt havde hun konsulteret omkring 40 læger og brugt hundreder af timer på at finde en forklaring.

I 2018 fik hun diagnosen hypofyseadenom og blev ordineret metformin. Lægerne anbefalede, at hun bare skulle vente og se, men hendes symptomer blev værre. I januar 2024 forværredes hendes tilstand, og hendes østrogenniveau blev målt som unormalt lavt for hendes alder. Diaz begyndte behandling med østrogen og progesteron, og håret begyndte langsomt at vokse tilbage.

På trods af behandlingen er hendes tilstand blevet yderligere kompliceret af hypopituitarisme, som betyder, at hendes hypofyse producerer for få hormoner. Lægerne mener, at hendes tumor er for lille til at give alvorlige symptomer, men Diaz mener, at den gradvise hormonforstyrrelse bliver overset.

“Lægerne mener, at fordi tumoren er under 1 cm, kan den ikke give store problemer. Men kirurgerne siger, at operationen er rutinemæssig og lavrisiko. Det er forvirrende som patient,” siger hun. Diaz mener, at mindre tilfælde som hendes ofte ignoreres, hvilket kan føre til langsommere forværring af hormonelle ubalancer.

Den psykiske belastning

Udover de fysiske symptomer kæmper Diaz med alvorlig depression og ekstrem træthed. “Jeg har kun håb, når jeg har sovet nogenlunde. Jeg har ikke været ude i seks måneder, og det har påvirket mit arbejde – jeg var tæt på at blive fyret i marts,” fortæller hun. Hun har også problemer med hukommelsen og beskriver det som “ADHD-lignende”, selvom det ikke er det.

Diaz er økonomisk og følelsesmæssigt udmattet og frygter, hvad der vil ske, hvis hun ikke får den nødvendige behandling. “Jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg ikke får yderligere undersøgelser eller kirurgi. Jeg har nået min grænse,” siger hun.

Hun mener, at hendes oplevelse ikke er unik. “For mange kvinder tager det ti år fra de første symptomer til en endelig diagnose. Mange føler, de ikke bliver taget alvorligt – det har været min oplevelse. Jeg tager seks slags medicin for at styre mine hormoner, jeg har tabt mig og fået lidt hår tilbage, så lægerne tror, jeg har det fint. Men de ser ikke, hvad der virkelig foregår.”