Ny teknologi godkendt: Disse bilister må fremover køre bil uden at have hænderne på rattet

26/08/2024 06:22

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Ford
Det gælder i 15 europæiske lande, herunder i Danmark.

Mest læste i dag

Den amerikanske bilproducent Ford har fået godkendt sin BlueCruise-teknologi til brug på motorveje i 15 europæiske lande, herunder Danmark, af EU-Kommissionen.

BlueCruise-systemet, som findes i Fords Mustang Mach-E-modeller, gør det muligt for føreren at slippe både rat og pedaler under motorvejskørsel. Teknologien kan benyttes på omkring 133.000 kilometer udvalgte motorveje i Europa, som Ford kalder Blue Zones.

Dette fremgår af en pressemeddelelse fra Ford.

Bekymringer og forsigtighed

Selvom teknologien tilbyder øget komfort under kørslen, understreger både Ford og forskellige interesseorganisationer, at føreren stadig bærer ansvaret for kørslen. Lone Otto, områdechef i FDMs tekniske rådgivning, hilser teknologien velkommen, men advarer samtidig mod at overvurdere systemets formåen.

"Vi taler reelt om betaversioner af automatiserede førersystemer, og der mangler stadig solid dokumentation for, at disse komfortsystemer reducerer alvorlige ulykker," siger Lone Otto. Hun påpeger, at selvom mange assistentsystemer i moderne biler fungerer godt, er der stadig mange situationer, hvor de ikke er tilstrækkeligt pålidelige.

Advarsel mod overdrevet tillid

FDM modtager årligt flere henvendelser fra medlemmer, der oplever problemer med deres assistentsystemer. Udfordringerne spænder fra nødbremser, der aktiveres uden grund, til adaptive fartpiloter og vognbaneassistenter, der ikke fungerer optimalt under visse vejrforhold.

Lone Otto advarer også mod at have for stor tillid til disse systemer, et fænomen kendt som overreliance. "Ved at tillade hands-off funktioner som Ford BlueCruise øger vi risikoen for, at føreren mister fokus, bliver mere distraheret og fejlagtigt opfatter denne funktion som en delvist selvkørende bil," siger hun.

Det er vigtigt at huske, at selvom teknologien gør kørslen mere komfortabel, er det fortsat førerens ansvar at være opmærksom og reagere på trafikale situationer. Mange bilister tror fejlagtigt, at deres biler kan genkende bløde trafikanter som motorcyklister og cyklister, men det er ikke altid tilfældet.

BlueCruise er nu godkendt til brug på motorveje i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Polen, Portugal, Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.