Mange brugere af Google har sikkert glemt deres gamle konti, som bare ligger ubrugt og samler støv et sted på nettet.
Men det har Google ikke.
Siden slutningen af 2023 har techgiganten nemlig igangsat en omfattende oprydning, hvor inaktive Google- og Gmail-konti bliver slettet permanent – og det kan få ubehagelige konsekvenser for dem, der ikke er opmærksomme.
Det skriver mediet Focus.
Hvorfor bliver inaktive konti slettet?
Det handler først og fremmest om sikkerhed.
Google forklarer, at gamle, ubrugte konti ofte er nemme mål for hackere og svindlere, fordi sikkerhedsindstillingerne er forældede.
Mange brugere har ikke aktiveret moderne sikkerhedsfunktioner som tofaktorgodkendelse, og adgangskoderne er ofte lette at gætte.
Disse ‘digitale spøgelseskonti’ udgør derfor en potentiel risiko.
Derfor sletter Google automatisk alle private konti, hvor brugeren ikke har logget ind i mere end to år.
Inden sletningen sender Google en påmindelse til både den primære mailadresse og eventuelle gendannelsesadresser.
Et enkelt login er nok til at bevare kontoen og dens indhold.
Det gælder alle filer
Vær opmærksom på, at sletningen ikke kun rammer Gmail-adressen.
Dine dokumenter i Google Drev, billeder i Google Fotos og aftaler i Google Kalender kan også gå tabt. Når kontoen er slettet, bliver mailadressen tilgængelig for andre, som kan oprette sig med den.
Kun konti, der er tilknyttet YouTube-videoer, får en midlertidig beskyttelse.
Så har du en gammel mailkonto, der engang blev oprettet til et spil eller til nyhedsbreve, er det på tide at logge ind og sikre, at alt stadig er i orden.
Ellers risikerer du, at din gamle mailadresse pludselig bliver taget i brug af en anden.