Så meget koster det at producere en iPhone 16

09/11/2024 14:47

|

Sebastian Ilsøth

Foto: youtube
En ny rapport kaster lys over produktionsomkostningerne.

Mest læste i dag

Hvert år præsenterer Apple en ny iPhone ved deres årlige event, hvor tusindvis af potentielle købere er spændte på at få et indblik i Apples nyeste teknologi.

For forbrugerne kan det være svært at se de store forskelle, men de er ofte at finde i de tekniske specifikationer.

I takt med de mange opgraderinger er priserne på iPhones steget, men hvad koster det egentlig Apple at producere en iPhone?

Det afsløres i en ny rapport fra TD Cowen.

Rapporten afslører hidtil ukendte oplysninger om de stigende produktionsomkostninger for Apples nyeste iPhone 16-modeller, især når det gælder den avancerede Pro Max-version.

Ifølge rapporten, som er blevet delt via Apple Insider, er produktionsomkostningerne for iPhone 16 steget en smule i forhold til iPhone 15, men Apple har alligevel formået at holde prisen stabil.

Omkostningerne ved at producere en standard iPhone 16 er steget fra $395 (ca. 2.800 kr.) til $416 (ca. 2.950 kr.), hvilket svarer til en moderat stigning på 5 procent.

Til sammenligning starter iPhone 16 med 6,1" skærm på Apples hjemmeside fra 7.499 kr.

Den største udgift er skærmen, som koster $65 (ca. 460 kr.), mens den største procentvise stigning ses i RAM-opgraderingen fra 6 GB til 8 GB, hvor prisen er steget med 89 procent fra $9 (ca. 65 kr.) til $17 (ca. 120 kr.).

Selvom nogle komponenter er blevet dyrere, har Apple også formået at reducere omkostningerne på visse områder, herunder ved at gøre skærmen billigere sammenlignet med iPhone 15.

Pro Max-versionen

Pro Max-modellen er også blevet dyrere at producere, med en stigning på $32 (ca. 230 kr.) sammenlignet med sidste års model, hvilket giver en samlet produktionspris på $485 (ca. 3.360 kr.).

Bagkameraet og skærmen er de dyreste komponenter, begge til en pris af $80 (ca. 570 kr.).

Ifølge TD Cowen kan 40 procent af den samlede prisstigning på Pro Max tilskrives inflation, mens de resterende 60 procent skyldes forbedrede komponenter.