Sæsonens største plage er igang: Nu lyder advarslen til over en million danskere

28/05/2025 21:50

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Dragana Gordic/Shutterstock
Så slemt står det til.

Andre læser også

Græspollensæsonen er skudt i gang, og det betyder kløende øjne, løbende næser og udmattelse for tusindvis af danskere.

Astma-Allergi Danmark har i en netop udsendt pressemeddelelse advaret om, at niveauet af græspollen nu er så højt, at sæsonen for landets mest udbredte allergi for alvor er begyndt.

Ifølge eksperterne ser det ud til, at sæsonen i år både bliver længere og mere intens end tidligere.

Det er ikke kun det varme og solrige forårsvejr, der bærer skylden. Klimaforandringer og kommunernes valg om at lade græs vokse frit i biodiversitetens navn, spiller også en væsentlig rolle.

Sammenlignet med for 40 år siden er græspollensæsonen i dag hele 18 dage længere, og pollenmængden er steget med 19 procent.

"Vejrudsigten lover tørt, solrigt vejr med milde temperaturer og let vind – det vil sætte yderligere gang i både blomstring og spredning af græspollen i den kommende tid," siger Mathilde Kloster, der leder pollentællingen hos Astma-Allergi Danmark.

Organisationen retter samtidig kritik mod kommunernes brug af højt, vildtvoksende græs, som man ofte begrunder med ønsket om at fremme biodiversitet. Ifølge direktør Anne Holm Hansen er det en misforståelse, der både forværrer forholdene for allergikere og ikke nødvendigvis gavner insekterne.

Astma-Allergi Danmark arbejder nu for at få fastlagt klare retningslinjer for kommunernes pleje af grønne områder, så de ikke udvikler sig til allergifremkaldende zoner.

Mere end en million danskere lider af pollenallergi – og med stigende temperaturer ser det ud til, at generne kun vil blive værre i de kommende uger.