Resultater fra de nyeste coronavaccinestudier er kommet ind: Nu melder lægerne ud om myte

01/08/2024 18:09

|

Sebastian Ilsøth

Foto: sergey kolesnikov/Shutterstock
Utallige er bekymrede, men lægerne kan nu afkræfte teori.

Mest læste i dag

Under coronakrisen opstod der diskussioner om, hvorvidt vaccinen mod Covid-19 kunne være skadelig for gravide og deres ufødte børn. Selv om der var tegn på, at det ikke var farligt, har et omfattende registerstudie, der blandt andet omfatter forskere fra Københavns Universitet, nu bekræftet, at gravide ikke behøver bekymre sig om, at vaccinen eller infektion med virussen skulle føre til medfødte misdannelser hos deres børn.

”Vi fandt ingen øget risiko for misdannelser hos børn af mødre, der havde fået Covid-19-vaccinen eller var blevet smittet i første trimester,” udtaler Stine Kjær Urhøj, adjunkt på Institut for Folkesundhedsvidenskab og sidsteforfatter på studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet BMJ.

Sammen med kolleger fra Folkehelseinstituttet i Norge og Karolinska Institutet i Sverige gennemførte hun et registerstudie med data fra 343.066 nyfødte børn, hvilket gør det til det største af sin slags. Studiet omfatter 78.035 børn fra Danmark, 161.284 fra Sverige og 103.747 fra Norge.

På tværs af de tre lande blev det konstateret, at 5,2 procent af børnene blev født med en misdannelse i en af de 11 kategorier, som forskerne undersøgte, herunder hjertemisdannelser, nyremisdannelser og misdannelser i knogler og muskler.

”Et skandinavisk samarbejde var nødvendigt for at opnå en stor nok population til at undersøge medfødte misdannelser, som heldigvis er sjældne,” siger Stine Kjær Urhøj.

Studiets tal viser et beroligende billede: Forekomsten af misdannelser var 4,8 procent blandt børn af mødre, der blev vaccineret i første trimester, sammenlignet med 5,1 procent blandt mødre, der ikke blev vaccineret.

En lignende tendens blev observeret for børn af mødre, der blev smittet med Covid-19-virussen. Her var forekomsten af misdannelser 4,8 procent for de børn, hvis mødre var blevet eksponeret for virussen i første trimester, sammenlignet med 5,2 procent for børn af mødre, der ikke var blevet smittet.

”Vi fandt ingen statistisk signifikant forskel i risikoen for misdannelser mellem gravide, der havde fået vaccinen eller infektionen, og dem der ikke havde,” forklarer Stine Kjær Urhøj.

Forskerne fandt heller ingen forskel i risikoen baseret på de forskellige virusvarianter eller vaccinetyper. Studiet inkluderede personer, der blev vaccineret med enten Pfizer eller Moderna, da disse vacciner blev anbefalet til gravide i Danmark, Norge og Sverige.

”Resultaterne er betryggende og støtter vaccinesikkerheden for gravide, samtidig med at de viser, at der ikke er en højere risiko for misdannelser efter Covid-19-infektion under graviditeten,” konkluderer Stine Kjær Urhøj.

Studiet med titlen ”Covid-19 infection and vaccination during first trimester and risk of congenital anomalies: Nordic registry based study” er publiceret i tidsskriftet BMJ.