Forskere advarer om potentielt livreddende medicin: Har ikke effekt, hvis du er over 40 år

29/07/2024 06:11

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Anna Gawlik/Shutterstock
Er du også over en vis alder, er du immun.

Mest læste i dag

Forestil dig at skulle forberede dit hjem til en atomkatastrofe, men kun visse familiemedlemmer skal tage særlige forholdsregler.

Dette er den situation, som mange danskere nu står overfor, efter Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at personer under 40 år samt gravide og ammende bør have jodtabletter som en del af deres nødberedskab.

Men hvad med de personer over 40 år? Skal de bare håbe på det bedste?

Videnskab.dk har spurgt eksperterne.

Den lille skjoldbruskkirtel i halsen er kernen i diskussionen om jodtabletter. Kirtlen optager jod, som den bruger til at producere hormoner, der regulerer stofskiftet. Problemet opstår, når radioaktivt jod frigives ved en atomulykke. Seniorforsker emeritus Sven Poul Nielsen fra DTU forklarer:

"Ved et atomudslip kan der frigives betydelige mængder radioaktivt jod i miljøet. Pattedyrs skjoldbruskkirtler optager jod uanset, om det er radioaktivt eller ej. Ved at tage jodtabletter med store mængder ikke-radioaktivt jod, kan man blokere kirtlen midlertidigt fra at optage yderligere jod, herunder det radioaktive."

Men hvorfor er anbefalingen om jodtabletter begrænset til yngre generationer samt gravide og ammende? Det skyldes skjoldbruskkirtlens følsomhed over for stråling, forklarer professor emerita i medicinsk endokrinologi på Rigshospitalet Ulla Feldt-Rasmussen:

"Jo yngre man er, desto mere følsom er ens skjoldbruskkirtel over for stråling. Dette er særligt relevant for børn og fostre."

Et foster begynder at udvikle sin skjoldbruskkirtel omkring uge 12. Indtil da får det alt jod fra moderen – inklusive det radioaktive, hvis moderen udsættes for det.

Efter fødslen kan radioaktivt jod også overføres via modermælken, hvilket er grunden til, at ammende mødre rådes til at bruge modermælkserstatning i tilfælde af en atomulykke.