Forskere har for første gang kortlagt hele dominoeffekten, når gluten rammer tarmen hos folk med cøliaki.
De fleste danskere kender nogen, der springer brødet over. Nogle gør det for smagens skyld, andre fordi maven gør oprør. Men for de mennesker, der har cøliaki, har det altid været lidt af et mysterium, hvad der egentlig sker inde i tarmen, når glutenet rammer. Nu har et forskerhold samlet trådene.
I en ny gennemgang af mere end 100 tidligere studier har forskere fra universitetet Tor Vergata i Rom beskrevet den fulde kædereaktion, der fører til, at kroppen angriber sit eget tarmvæv. Analysen er offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Immunology.
Et enzym vender kroppen mod sig selv
Nøglespilleren hedder TG2, et enzym med det fulde navn transglutaminase 2. Under normale forhold er det stort set inaktivt i tarmen. Men når der opstår betændelse eller cellestress, skruer kroppen op for enzymets aktivitet, og så begynder problemerne for de genetisk sårbare.
TG2 ombygger nemlig glutenets proteinstumper og giver dem en negativ elektrisk ladning. Den lille ændring får fragmenterne til at binde sig langt bedre til bestemte molekyler på immuncellerne, kaldet HLA-DQ2 og HLA-DQ8. For immunforsvaret kommer glutenet dermed til at ligne en fjendtlig indtrænger.
Derfra ruller kæden. Immunforsvaret sender en hær af T-celler i marken, og en type dræberceller i tarmslimhinden begynder at slå tarmens egne celler ihjel. Det er den ødelæggelse, der giver oppustethed, mavesmerter, diarré og træthed.
Genetik alene er ikke nok
Det pudsige er, at gener ikke afgør det hele. Omkring 40 procent af befolkningen i den vestlige verden bærer mindst en af de risikofremmende genvarianter, men under 2 procent af bærerne udvikler faktisk cøliaki, fremgår det af gennemgangen. Der skal altså forstærkere til, før sygdommen bryder ud.
Forskerne peger på flere sådanne medskyldige. Tarmens bakteriesammensætning ser ud til at spille en rolle, blandt andet fordi visse glutenreagerende T-celler også reagerer på proteiner fra mikroberne. Samtidig optræder signalstoffet interferon-alfa i store mængder i den betændte tarmslimhinde og pisker T-cellerne yderligere op. Det er summen af de mange små skub, der tipper systemet over kanten.
Håb om behandling ud over kniven i brødkurven
Netop fordi kæden nu er kortlagt led for led, åbner der sig nye steder at gribe ind. I dag er den eneste dokumenterede behandling en livslang glutenfri kost, men flere lægemidler er på vej, der skal ramme selve mekanismen.
Længst fremme er en TG2-hæmmer ved navn ZED1227. I et randomiseret forsøg offentliggjort i New England Journal of Medicine fik voksne med cøliaki en daglig dosis gluten i seks uger, og hos dem, der samtidig tog stoffet, blev tarmskaden markant mindre end hos placebogruppen. Senere transkriptomiske analyser i Nature Immunology bekræftede, at hæmmeren beskytter tarmslimhinden mod glutenskade, og nyere data tyder på, at den også dæmper glutenets bredere påvirkning af kroppen. Ideen er at stoppe dominoeffekten, før det første kort vælter.
Titusindvis af danskere lever med det
Herhjemme rammer cøliaki omkring 1 procent af befolkningen, altså i omegnen af 50.000-60.000 mennesker. Men langt fra alle ved det. Mere end halvdelen af de danske patienter har slet ingen symptomer, og mange lever derfor med sygdommen uden at være diagnosticeret.
“Cøliaki er en udbredt kronisk sygdom, og samtidig en af de mest oversete,” forklarer Steffen Husby, professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet, der har forsket i sygdommen i mange år. Gluten er et protein, der findes i hvede, rug og byg, og for den lille procentdel med cøliaki er selv små mængder nok til at sætte hele kæden i gang.
Med den nye kortlægning er det ikke længere et mysterium, hvad der sker. Og det er første skridt mod en dag at kunne slukke branden, i stedet for bare at holde den på afstand med kosten.