Videnskabsfolk har præsenteret indledende resultater fra eksperimenter, der undersøger idéen om, at glemsomhed måske ikke er en dårlig ting, og at det kan repræsentere en form for læring. De har ifølge mediet SciTechDaily fremlagt resultater, der understøtter deres påstand.
Tidligere har disse forskere hævdet, at ændringer i vores evne til at hente bestemte minder stammer fra miljømæssig feedback og forudsigelighed. De argumenterede for, at i stedet for at være en fejl, kan glemsomhed være en bevidst egenskab ved hjernen, der gør det muligt for den at tilpasse sig skiftende omgivelser på en hensigtsmæssig måde.
I en verden i forandring vil det være gavnligt at glemme nogle minder, ræsonnerede de, eftersom dette kan føre til mere fleksibel adfærd og bedre beslutningstagning. Hvis minder blev dannet under omstændigheder, der ikke er fuldt relevante for det nuværende miljø, kan det at glemme dem være en positiv ændring.
I en artikel publiceret i det førende tidsskrift Cell Reports præsenterer de den første i en række af nye studier, hvor effekten af naturlig glemsomhed blev undersøgt med hensyn til, hvordan normale processer påvirker bestemte minder i hjernen.
Holdet undersøgte en form for glemsomhed kaldet retroaktiv interferens, hvor forskellige oplevelser, der forekommer tæt i tid, kan forårsage glemsel af nyligt dannede minder. I deres studie blev mus bedt om at associere et bestemt objekt med en bestemt kontekst eller rum og derefter genkende, at et objekt var blevet flyttet fra sin oprindelige kontekst. Dog glemte musene disse associationer, når andre oplevelser fik lov til at 'forstyrre' det første minde.
For at undersøge resultatet af denne form for glemsomhed på mindet mærkede forskerne genetisk en kontekstuel 'engram' (en gruppe hjerneceller, der lagrer et specifikt minde) i hjernerne på disse mus og fulgte aktiveringen og funktionen af disse celler efter glemsomheden havde fundet sted.
Afgørende er, at de ved hjælp af en teknik kaldet optogenetik fandt ud af, at stimulering af cellerne med lys gendannede de tilsyneladende tabte minder i mere end en situation. Når musene fik nye oplevelser, der relaterede sig til de glemte minder, kunne de 'tabte' engrammer naturligt genopfriskes.
Dr. Tomás Ryan, lektor ved Skolen for Biokemi og Immunologi og Trinity College Institute of Neuroscience ved Trinity College Dublin, er hovedforfatteren af artiklen.
"Minder lagres i ensembler af neuroner kaldet 'engramceller', og succesfuld genkaldelse af disse minder involverer reaktivering af disse ensembler. Ved logisk udvidelse forekommer glemsel, når engramceller ikke kan reaktiveres. Det bliver dog stadig mere klart, at minderne stadig er der, men de specifikke ensembler aktiveres ikke, og derfor genkaldes mindet ikke. Det er, som om minderne er lagret i et pengeskab, men du kan ikke huske koden til at låse det op," sagde Dr. Ryan, hvis hold er baseret på Trinity Biomedical Sciences Institute (TBSI).
"Vores resultater understøtter idéen om, at konkurrence mellem engrammer påvirker genkaldelse, og at det glemte minde kan reaktiveres ved både naturlige og kunstige signaler samt opdateres med nye oplysninger. Den kontinuerlige strøm af miljøændringer fører til kodning af flere engrammer, der konkurrerer om deres konsolidering og udtryk," sagde Dr. Livia Autore fra Irish Research Council (IRC), der var spydspids for dette arbejde i laboratoriet på Trinity.
"Så mens nogle kan forblive upåvirkede, vil nogle blive udsat for interferens af nye og fremherskende informationer. Dog kan de forstyrrede minder stadig reaktiveres af omgivende signaler, der fører til udtryk eller af vildledende eller nye oplevelser, der ender i en opdateret adfærdsmæssig konsekvens."
Fordi man nu ved, at 'naturlig glemsomhed' er reversibel under visse omstændigheder, har dette arbejde betydelige konsekvenser for sygdomstilstande. Det har det blandt andet for mennesker, der lever med Alzheimers, hvor glemsomhed måske fejlagtigt aktiveres af hjernesygdommen.
