Efter flere år som vært på Tour de France på TV 2 har Thomas Kristensen valgt at sige stop og meddele, at han fra i år ikke længere vil stå i spidsen for programmet, fordi han i stedet ønsker at fokusere på fodbold.
Når årets historiske Tour de France løber af stablen til sommer, bliver det derfor med en ny vært i studiet. Eller... helt ny bliver den ikke.
Den nye studievært er nemlig Søren Reedtz, der i flere år har dækket cykelløbet for først DR og siden 2019 for TV 2.
Det fortæller chefredaktør på TV 2 Sport John Jäger til B.T.
- Thomas Kristensen er blevet helt og aldeles fodboldmand, så han stopper på Tour de France. Der er rigeligt med fodbold til Thomas, så det giver ikke mening for ham at fortsætte med at bruge så mange timer på Touren, fortæller John Jäger.
Han glæder sig også over, at det er Søren Reedtz, der er afløseren.
- Søren er vanvittigt dygtig til at få noget godt ud af rytterne, når vi får dem i studiet, fortæller han til mediet.
Tour-fans fra kan derfor godt begynde at glæde sig.