En af Danmarks største musiktjenester, med næsten en halv million brugere, har netop afsløret top-10 listen over de mest streamede sange i 2024.
Og dansk musik dominerer listen fra YouSee Musik, hvor hele 9 ud af de 10 mest populære sange er fra kunstnere med dansk pas. Listen er baseret på antal streams.
“Som musiktjeneste med base i Danmark har dansk musik naturligvis en stor betydning for os, og vi arbejder altid på at støtte den danske musikscene og gøre den mere tilgængelig for vores brugere,” siger Anine Brix, musikredaktør for YouSee Musik, i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Derfor er vi glade for at se, at vores brugere heller ikke kan få nok af danske kunstnere, hvilket ikke er overraskende, da dansk musik lige nu rummer så meget talent og potentiale."
Debutsingle topper listen
En ung kvindelig artists debutsingle er årets mest streamede på YouSee Musik. Mumles hit "Det Modsatte" indtager førstepladsen, og det kommer som en stor, positiv overraskelse for den blot 20-årige sønderjyde:
“Det er helt vildt, at ‘Det Modsatte’ er den mest lyttede sang på YouSee Musik i 2024 – hvad sker der lige for det? Det er min første sang, som folk virkelig har lært at kende, og jeg er enormt taknemmelig for, at folk har taget den til sig på den måde. Et af mine mål med musikken er at lave noget, som folk kan relatere til, og det ser ud til, at sangen har ramt noget hos folk, hvis de har lyttet så meget til den, og det gør mig virkelig glad,” siger Mumle, som egentlig hedder Julia Kathrine Hansen.
Nyt talent og flere kvindelige kunstnere på listen
Musikken, vi lytter til, fortæller meget om os som mennesker, vores fællesskaber og den tid, vi lever i. Derfor er det altid spændende at følge med i, hvilke numre der er de mest populære, når vi går, løber, danser og lytter.
“Der har hvert år været fokus på, at kvinder er underrepræsenterede på årslisterne, men i år har hele 4 ud af top-10 sangene en kvindelig artist med, så der er en positiv udvikling. Samtidig bryder nye talenter igennem, som både Mumle og URO. Vi ser oftere, at nye artister hurtigt finder vej til toppen, men det er sjældent, at en debutsingle rykker helt til førstepladsen,” konkluderer Anine Brix.
Her er årets top-10 liste fra YouSee Musik.
Foto: YouSee