Trist nyt til samtlige, der elsker Lurpak

03/02/2025 09:17

|

Emil Martesen

Foto: Shutterstock
Der er trist nyt til Lurpak-elskere.

Andre læser også

De seneste år har priserne taget et nøk opad.

Meget tyder på, at danskerne fortsat skal vænne sig til høje priser på smør og andre dagligvarer.

Efter juleperioden, hvor Lurpak kunne købes til under 10 kroner, har en ny bølge af prisstigninger ramt landet - og især mejeriprodukterne.

Hos 365 Discount koster en pakke Lurpak smørbar nu 32,95 kroner for 200 gram, hvilket svarer til en kilopris på 164,75 kroner.

I Netto er prisen 30,95 kroner, mens Rema 1000 sælger den til 31,95 kroner.

Det skriver B.T.

Højere afregningspriser

Ifølge informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen, er prisstigningerne blandt andet et resultat af højere afregningspriser til landmændene og dermed dyrere indkøb fra leverandører som Arla:

"Prisstigningen på blandt andet smør/smørbar, men også på øvrige mejerivarer, sker på baggrund af stigning i afregningsprisen til bønderne og dermed prisstigninger fra blandt andre Arla," siger han.

Derudover påvirker hele landbrugets situation også priserne.

"Der er et konstant pres på landbruget. Hvis du som landmand får at vide morgen, middag og aften, at det, som du laver, er noget svineri, så kan det godt være, at du lige holder lidt igen med de store investeringer," Palle Jacobsen, der er chefanalytiker hos Agrocom.

Dertil skal man huske, at renterne er steget, hvilket gør det dyrere for landmændene at finansiere produktionen.

Ifølge Palle Jakobsen er der derfor intet, der tyder på, at priserne vil falde foreløbig. Tværtimod frygter han, at vi kun er i begyndelsen af en ny bølge af prisstigninger.