Brugen af snus og røgfri nikotin er blevet mere udbredt blandt unge, og det kan landets tandlæger tydeligt mærke.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Næsten 60 procent af tandlægerne har inden for de sidste to år set en stigning i antallet af patienter med skader i mundhulen, som skyldes snus eller nikotinposer.
Denne stigning er mest udtalt hos de 19-29-årige, men tandlægerne ser også flere tilfælde blandt børn og unge under 18 år. Det viser en ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen, som næsten 900 tandlæger har deltaget i:
"Børn og unge, der bruger snus eller andre røgfri nikotinprodukter, risikerer at få alvorlige og potentielt permanente skader i mundhulen. Det er dybt bekymrende, især fordi disse produkter er stærkt vanedannende," advarer Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen. Hun oplever selv en stigning i antallet af unge patienter med snusskader på sin klinik i Roskilde.
Skader på slimhinden og tilbagetrukket tandkød
De mest almindelige skader, tandlægerne ser, omfatter ændringer i slimhinden og tilbagetrukket tandkød. Henholdsvis 85 og 46 procent af tandlægerne rapporterer om disse skader:
"Snus irriterer mundslimhinden og kan, ved længerevarende brug, få tandkødet til at trække sig tilbage. Når tandkødet først har trukket sig tilbage, så tænderne bliver længere, kan det ikke gendannes, selvom man stopper med at bruge snus," forklarer Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse.
"Nikotin skaber en opkvikkende effekt og en følelse af velvære. Din hjerne og krop vænner sig hurtigt til nikotin, og snart bliver nikotinen afgørende for dit velvære. På det tidspunkt er du blevet afhængig," tilføjer Charlotta Pisinger.
Forbud for unge op til 29 år
Tandlægeformanden opfordrer til, at man uanset alder helt stopper eller i det mindste reducerer forbruget af snus og andre røgfri nikotinprodukter. Hvis man ikke kan stoppe, er det vigtigt at undgå at placere snusposen det samme sted i munden hver gang.
Selvom røgfrie nikotinprodukter er forbudt at sælge til mindreårige, mener Susanne Kleist, at der også bør indføres et forbud for unge op til 29 år. Samtidig opfordrer hun forældre til at tage en snak med deres teenagere:
"Jeg er bekymret for, at vi risikerer at få en hel generation af unge voksne, der er afhængige af disse produkter. Vi skal fortsætte med at informere børn og unge om de sundhedsrisici, der er forbundet med brugen af snus. Forældre bør også tale med deres børn om de konsekvenser, snus kan have. Men jeg frygter, at oplysning og dialog ikke er nok, og derfor anbefaler jeg et forbud," understreger Susanne Kleist.