Mellem Black Friday og jul håndterer PostNord næsten dobbelt så mange pakker som normalt.
Dette medfører, at pakkeboksene – også kaldet nærbokse – fyldes hurtigt op over hele landet.
Hvis du henter din pakke i en af PostNords pakkebokse indenfor 24 timer, gør du ikke kun livet lettere for den næste, der skal hente en pakke i samme boks.
Sådan skriver PostNord i en pressemeddelelse.
PostNord oplyser, at du også kan gøre din egen juletid lidt lysere ved at vinde et SuperGavekort på 500 kroner.
Der udloddes nemlig et SuperGavekort dagligt frem til jul til én heldig vinder blandt dem, der henter deres pakker inden for 24 timer.
"Det er den absolut travleste periode på året med Black Friday og julegaveindkøb. Vi vil gerne have, at pakkerne bliver hurtigt afhentet, så der er plads til de næste. Og det har vi brug for danskernes hjælp til. Vi håber, at konkurrencen kan motivere folk til at hente deres pakker hurtigt," siger Isabella Beck Jørgensen, pressechef hos PostNord.
Sådan deltager du
Du deltager automatisk, hvis du har bestilt en vare online og får den leveret til en PostNord Pakkeboks, og du henter din pakke indenfor 24 timer.
Konkurrencen løber frem til den 23. december 2024, og der trækkes én vinder hver dag. Vinderne får direkte besked.
PostNord opfordrer også til, at man downloader PostNord-appen, så man nemt kan følge sine pakker.
Nye priser i 2025
Når du sender pakker med PostNord i det nye år, vil du kunne spare 10 kroner.
Prisen for at sende en pakke op til 1 kilo falder med 19 procent, og fra 1. januar 2025 vil prisen være 45 kroner i stedet for 55 kroner.
"I PostNord forbinder vi danskerne med hinanden og omverdenen, og vi ønsker at gøre det så nemt, bekvemt og attraktivt som muligt at sende pakker med os. Vi vil være det naturlige valg for danskerne, og denne beslutning er en del af den strategi," siger Isabella Beck Jørgensen, pressechef hos PostNord.