Nyt studie viser: Væsentlig fordel, hvis vi hæver momsen

10/03/2025 11:23

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Nye tal viser, at hvis vi hæver momsen, kan det gavne tusindvis af borgere.

Andre læser også

Vi kan redde titusindvis af liv, beskytte klimaet og samtidig øge statens indtægter med milliarder, hvis vi ændrer momsen på visse fødevarer i Europa. Det viser et nyt studie, som blandt andet forskere fra Københavns Universitet har bidraget til.

Ifølge Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, som har sendt en pressemeddelelse om studiet, viser forskningen, at en ændring af momsreglerne kan have markante sundheds- og klimafordele.

"Ved at hæve momsen på kød og mejeriprodukter og samtidig fjerne momsen på frugt og grønt, vil vi se så markante ændringer i forbrugsmønstrene, at vi kan forhindre omkring 170.000 dødsfald årligt i Europa. Samtidig vil ændringerne reducere klima- og miljøaftrykket fra fødevaresektoren med 5-6% i gennemsnit," siger professor og medforfatter Jørgen Dejgård Jensen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Store forskelle på momssatserne

De fleste europæiske lande har i dag differentierede momssatser på fødevarer, i modsætning til Danmark, som har en ensartet momssats på 25% for alle varer. Forskerne har beregnet, hvilke effekter det ville have, hvis hvert land hævede momsen på kød og mejerivarer til den højeste sats, de allerede har, og fjernede momsen på frugt og grønt.

Da landenes nuværende momssatser varierer meget, ville effekterne af ændringerne være forskelligartede fra land til land. Overordnet ville ændringerne dog reducere efterspørgslen på kød og mejeriprodukter med 9%, mens efterspørgslen på frugt og grønt ville stige med 8%. I Storbritannien, Belgien og Polen ville kødforbruget falde mest, mens salget af frugt og grønt ville stige mest i Danmark og Estland.

De estimerede 170.000 færre dødsfald skyldes blandt andet et højere indtag af grøntsager og frugt, et lavere forbrug af rødt kød samt færre tilfælde af overvægt. Det svarer til 330 færre dødsfald per million mennesker.

De sparte liv vil primært være et resultat af færre tilfælde af hjertesygdomme (54%), kræft (28%), slagtilfælde (15%) samt type 2-diabetes og luftvejssygdomme.

Reduktion i klima- og miljøaftryk Samtidig vil fødevaresektorens klima- og miljøaftryk blive reduceret med 5-6%, især som følge af et lavere forbrug af kød og mejerivarer. Dette vil føre til lavere drivhusgasudledning, mindre arealanvendelse, mindre vandforbrug og færre næringsstoffer udledt til vandmiljøerne.

Økonomiske gevinster

De ændrede momssatser vil ikke kun have sundhedsmæssige og klimamæssige fordele, men også økonomiske gevinster for de fleste europæiske lande. Forskerne beregner, at de samlede sundhedsudgifter i Europa vil falde med 26 milliarder USD, og de klimarelaterede omkostninger vil blive reduceret med 12 milliarder USD.

Med det øgede momsprovenu fra kød og mejerivarer vil de nye satser føre til et samlet merprovenu på 83 milliarder USD (cirka 600 milliarder DKK). Der vil dog være stor variation mellem landene, og for Danmark vil ændringen betyde et nettotab af momsindtægter.

Samtidig viser beregningerne, at ændringerne kun vil føre til en minimal ekstraregning for forbrugerne. I gennemsnit vil de ekstra omkostninger på fødevarer for europæiske forbrugere være under 0,5%, og i Danmark vil omkostningerne til fødevarer endda falde.

"At justere momssatserne kan være en enkel og politisk pragmatisk vej til at adressere samfundsproblemer som klimaaftryk og sundhed. Selvom en specifik CO2-skat måske ville være mere præcis, er det vigtigt at vurdere, hvad der er politisk muligt," siger Jørgen Dejgård Jensen.

Medforfatter og postdoc Clara G. Bouyssou fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi understreger, at studiet viser klare gevinster for de fleste europæiske lande, både hvad angår sundhed og klima, men også økonomiske gevinster i form af reducerede sundheds- og miljøomkostninger samt øget momsindtægt i mange lande.

EU har desuden givet medlemslandene større frihed til at differentiere momsen på varer af miljømæssige årsager, så der er god grund til at anvende momssatserne som et værktøj til at ændre vores kostvaner.