Hvad ville du sige til, at skattefar tager regningen for benzinen, når du begiver dig ud på vejene for at nyde en ferie i udlandet?
Det lyder måske som en drøm, men der er faktisk en helt legal genvej i skattereglerne, som de færreste kender til.
Det kræver blot én ting: En firmabil.
Ifølge flere skatteeksperter kan beskatningen af firmabiler være den samme, uanset om du kører privat meget eller lidt, og uanset om det er på danske eller europæiske veje.
"Selvom skattelovgivningen er streng og detaljeret på mange områder, er der stadig muligheder for medarbejdere til at opnå fordele i forbindelse med beskatning af firmabil. Et eksempel er, at med arbejdsgiverens accept kan du tage på ferie uden at skulle betale ekstra skat af firmabilen," forklarer Henrik Volden, skatteekspert hos Azets, til Nordjyske.
Her er fidusen
Beskatningen af en fri firmabil er baseret på rådighedsbeskatning. Det betyder, at den faktiske anvendelse er ligegyldig, også når du kører privat og ikke nødvendigvis på danske veje.
Beskatningen dækker alle driftsmæssige udgifter ved brug af bilen, herunder også benzin og brændstof generelt (inklusive ting som sprinklervæske og vask).
Kort sagt kan en arbejdsgiver dække udgifterne til bilens anvendelse uden ekstra beskatning for medarbejderen, selv når bilen bruges til kør-selv-ferie.
Husk at gemme kvitteringerne
Selvom din arbejdsgiver måske ikke går med til at dække benzinkøb i udlandet, er det stadig en god idé rent økonomisk at tage firmabilen på ferie. Efter ferien kan du aflevere kvitteringer for udgifter som benzin og bede arbejdsgiveren om at betegne dem som egenbetaling.
Når arbejdsgiveren indberetter beløbet til Skat, bliver det modregnet i bilens skattepligtige værdi, hvilket giver medarbejderen fuldt fradrag for udgifterne på selvangivelsen.
For eksempel, hvis du selv har betalt 1500 kroner for brændstof og normalt beskattes af 6000 kroner hver måned for fri bil, kan du få beskatningsgrundlaget nedskrevet til 4500 kroner den pågældende måned.
Derved sparer du mellem 600 og 900 kroner, afhængigt af om du betaler topskat eller ej.
Dog understreger revisionsfirmaet Deloitte, at denne helt legale skattefinte SKAL gå igennem arbejdsgiveren, som skal reducere den skattepligtige værdi af fri bil.