Pibende og hvæsende vejrtrækning, irriterede slimhinder og åndenød er en daglig udfordring for mange københavnere, når luftforureningen er høj. For personer med hjerte- eller lungesygdomme kan disse symptomer forværres markant på sådanne dage.
Københavns Kommune har derfor lanceret appen ’Byens Luft’, der giver borgerne adgang til daglige prognoser og muligheden for at tilmelde sig varslinger om luftforurening fra 103 steder i København og Frederiksberg.
”Flere end hver syvende københavner er særligt udsat for luftforurening. Årligt bliver tusindvis af borgere syge, og over 400 dør for tidligt på grund af den forurenede luft. Vores nye app kan hjælpe dem, der eksempelvis lider af astma eller KOL, ved at sende varsler på dage med høj luftforurening, hvor lokal luftforurening kan være indkapslet og niveauet af partikler stiger,” udtaler sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
”Selv om man måske ikke ser luftforurening, er den der. For mange københavnere kan det være et stort problem med alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Jeg håber, appen kan gøre hverdagen lettere, mens vi fortsætter arbejdet med at reducere luftforureningen i byen,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Hos Astma og Allergi Danmark hilser man den nye app velkommen:
"Det skal ikke være farligt at trække vejret, men desværre er det for mange københavnere med astma. Vi er derfor glade for, at de nu kan få varsler om forhøjet partikeludledning og tage de nødvendige forholdsregler. Vi har længe ønsket denne service og håber, den kan inspirere andre byer i Danmark til at implementere lignende advarselssystemer," siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.
Flere stoffer kan komme til
’Byens Luft’ er designet til at give borgerne, der er særligt udsatte for luftforurening, et klart billede af, hvornår luftforureningen er høj. Prognoserne dækker op til fire dage frem og giver mulighed for at tilmelde sig varslinger fra bestemte områder eller adresser nær ens hjem eller arbejdsplads. Varslingerne baseres på modelberegninger af luftkvaliteten fra DCE (Nationalt Center for Energi og Miljø ved Aarhus Universitet).
Appen varsler om stoffer, som EU og WHO har fastsat grænseværdier for, herunder fine partikler (PM2,5), grove partikler (PM10), kvælstofdioxid (NO2) og ozon (O3). I fremtiden vil appen kunne udvides til også at dække andre forurenende stoffer, som Københavns Kommunes målestationer allerede indsamler data for, såsom ultrafine partikler.
Brugerne modtager automatisk varsler ved ’meget høje’ niveauer af luftforurening i de områder, de har valgt. Ved både ’høje’ og ’meget høje’ niveauer gives der rådgivning om, hvordan sårbare borgere kan forholde sig. Der er også yderligere information om luftforurening og sundhed samt gode råd på den tilhørende hjemmeside.
I København er cirka 90.000 borgere særligt sårbare over for luftforurening.