Giver du penge i gave? Kun få danskere kender disse skatteregler for pengegaver

29/04/2025 10:28

|

Emil Martesen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
Giver du penge i gave?

Andre læser også

Det er højsæson for konfirmationer, og for mange familiemedlemmer og gæster er det en vigtig del af forberedelserne at finde den rette gave til konfirmanden.

Men det er også vigtigt at tjekke skattereglerne, for hvis gavens værdi er for høj, kan konfirmanden blive beskattet.

Skattereglerne afhænger af, hvem der giver gaven.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Det gælder for den nærmeste familie

Den nærmeste familie tæller forældre og bedsteforældre. I 2025 kan de hver især give op til 76.900 kr. i gave, uden at konfirmanden beskattes med 15 % i gaveafgift.

Den nærmeste familie kan altså give flere gaver på op til 76.900 kr. uden at modtageren bliver ramt af gaveafgiften, så længe gaverne gives af forskellige personer.

Søren Bech, skatteekspert i PwC, lægger ikke skjul på, at det er meget forskelligt, hvad forældre og bedsteforældres giver i gave til en konfirmation:

"Det er naturligvis meget forskelligt, hvad forældre og bedsteforældre giver i gave til en konfirmation. Så længe man holder sig inden for den afgiftsfrie grænse på årlig basis, skal der ikke betales afgift på 15 %. Det er vigtigt både at tælle kontanter og fysiske gaver med, som i fagsprog kaldes tingsgaver.”

Uklare regler uden for den nærmeste familie

Men hvad gælder for andre end forældre og bedsteforældre som fx søskende? Her er man som gavegiver på mere gyngende grund.

For skattemæssigt er der ikke klare retningslinjer, og det kræver en konkret vurdering i hvert tilfælde.

En konfirmationsgave falder ind under kategorien lejlighedsgave, der skal være 'passende' til lejligheden. Gaven skal ifølge skattemyndighederne være af 'mindre omfang' og må ikke overstige det 'efter forholdene naturlige niveau for en lejlighedsgave'.

Lejlighedsgaver dækker fx også over fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver.

"Hvis man skal vove det ene øje og sætte et niveau, så må det antages, at gaver til typisk ca. 1.000 kr. bør anses for at være passende til lejligheden, men det kræver en konkret vurdering,” siger Søren Bech.

Hvis en gave overstiger det, der anses som 'passende til lejligheden', skal modtageren beskattes, typisk med ca. 37 % af det beløb eller den værdi, som overstiger det 'passende niveau'.

"Det er usikkert, hvad man fra skattemyndighedernes side forstår ved passende til lejligheden. Det kunne være rart med en tilkendegivelse. Den årlige skattefri julegave fra arbejdsgiver er fx fastsat til 1.000 kr. i 2025, så det kunne måske være en rettesnor,” fortsætter Søren Bech.

Investeringsgave kan være løsningen

Hvis gaven er en aktiesparekonto eller anden form for investering eller værdipapirer, så skal du sikre dig, at alle betingelser er opfyldt. Du må fx kun oprette én aktiesparekonto pr. person.

Vær opmærksom på, at hvis en mor eller far giver en gave i form af en investering i fx værdipapirer til barnet, så skal afkastet af værdipapirerne beskattes hos moren eller faren, indtil barnet fylder 18 år.

Denne regel gælder dog ikke, hvis der er oprettet en aktiesparekonto og selvsagt heller ikke, hvis gaven er givet af bedsteforældrene.

Hvis søskende giver hinanden gaver, der skal beskattes, skal modtageren betale skat af gaven som personlig indkomst med en sats på ca. 37 % eller 52 %.

Først fra 2027 kan søskende give hinanden gaver på lige fod som deres forældre med en afgiftsfri grænse på 76.900 kr. (2025 niveau). Hvis denne grænse overskrides, skal der betales 15 % i gaveafgift.