Nationalbanken svarer på udbredt spørgsmål.
Lige nu læser andre
Den 2. december sendte Nationalbanken nye mønter i cirkulation, der bærer et portræt af og symboler relateret til den nuværende regent, H.M. Kong Frederik 10.
”Mønterne er skabt med respekt for både historie og nutid. De indeholder en række detaljer og symboler, som trækker på traditionerne i dansk møntdesign, samtidig med at der er nye elementer,” siger Nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen.
På forsiden af de nye 20- og 10-kroner er et portræt af Kongen, skabt af billedkunstner Eva Hjorth. Bagsiden viser kongevåbenets skjold og krone.
”Med disse mønter fortsætter vi den århundredgamle tradition for at afbilde den siddende regent på forsiden af de store mønter. Vi følger også traditionen om at have rigsvåbenet, kongevåbenet eller elementer derfra på mønterne,” siger Nationalbankens hovedkasserer Niels Kaas.
Udseendet på de nye mønter
På forsiden af 5-, 2- og 1-kronemønterne findes Kongens monogram, mens bagsiden viser møntens værdi samt teksten ”Danmark”.
Læs også
De samme mønter prydes også af et nyt ikon, der ikke tidligere har været brugt på danske mønter. Dette ikon består af en ottekant, som er formen på Amalienborg Slotsplads. Den ottekant gentages fire gange for de fire palæer og forenes til en helhed. Ikonet symboliserer Amalienborg og slotspladsen som et samlingspunkt for både kongehuset og befolkningen, forklarer designchef Jeanette Skov Jensen, der står bag designet af de nye mønter.
De nye mønter omfatter 20-, 10-, 5-, 2- og 1-kroner, mens 50-øren forbliver uændret, da den ikke bærer symboler, der relaterer sig til den siddende regent.
De fem nye mønter fortsætter den eksisterende møntrække og har de samme størrelser, materialer og udformning som tidligere mønter.
Bliver de gamle mønter ugyldige?
“Selvom der kommer nye mønter, vil de gamle stadig være gyldige. Både de nuværende og de nye mønter vil fortsat være lovlige betalingsmidler,” siger Niels Kaas.
For mere information om de nye mønter, deres design og historien bag, henviser Nationalbanken til deres hjemmeside.