Blev syg på ferie: Endte med regning på over 1 million

26/04/2023 08:30

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
En nødlidt dansker måtte betale en million kroner for hjemtransport efter et uheld på sin rejse. Den regning kunne dog have været meget højere.

Mest læste i dag

Udgifterne til sygehus, medicin og lægehjælp i udlandet kan ofte løbe op i ekstremt store summer.

Det måtte en uheldig dansker senest erfare, da vedkommende endte med en regning på mere end en million danske kroner i forbindelse med et sygdomsforløb på sin ferie.  

Det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.

Desværre er det en risiko, som rigtig mange danskere løber, når de tager på ferie uden rejseforsikring. En ny undersøgelse viser nemlig, at hver fjerde dansker ikke sikrer sig med uheld og uforudsete udgifter, når de tager på ferie, fordi de rejser uden rejseforsikring.  

Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup Gjensidige og Gouda Rejseforsikring. 

Hvert år får Gouda Rejseforsikring henvendelser fra uforsikrede rejsende, der er endt i så store problemer på deres ferie, at de har brug for hjælp til at komme ud af dem.

Dette var også tilfældet, da en uheldig dansker endte med en regning på mere end en million kroner i begyndelsen af 2023. 

- Vores alarmcentral sidder altid klar til at hjælpe vores kunder, men enkelte gange hvert år får vi henvendelser fra folk, der ikke er forsikrede, fortæller Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, og tilføjer:

- Hvis vi har kapacitet til det, hjælper vi dem naturligvis, men har vi det, så er der tale om situationer, der er uoverskuelige for den rejsende, og hvor vedkommende ender med at stå tilbage med en sandsynligvis meget stor regning, de selv hæfter for.

Gennem et bredt internationalt netværk af leverandører af eksempelvis medicinske ydelser, transport, lokal assistance og lignende, er det muligt for Gouda at sikre hjælp til nødlidte danskere i udlandet til priser, der er væsentligt under dem, man kan få som privatperson.

Den eneste måde, man dog er garanteret hjælp på, er ved at sikre sig med en rejseforsikring.  

Når regningen ender med at blive over en million, skyldes det eksempelvis at det involverer omfattende medicinsk behandling, en medicinsk hjemtransport, eller at personen befinder sig på svært fremkommelige steder.

Kan man ikke betale det, det koster, risikerer man altså ikke at kunne komme hjem,, eller at må tage dyre lån for at betale regningerne.

Derfor kan der heller ikke være to meninger om, hvor vigtigt det er at sikre sig, inden man tager på ferie.  

- Selvom vi selvfølgelig hjælper nødlidte danskere, også når de er uforsikrede, så er der ingen tvivl om, at vi på det kraftigste opfordrer folk til at tegne en rejseforsikring, inden de tager på ferie, siger Louise Hertzum Andersen og slutter:

- På den måde undgår man ikke bare besværet ved at skulle navigere i fremmede sundhedssystemer, men man sparer også sig selv og ikke mindst sin familie mange bekymringer og en regning, der potentielt kan forfølge en i årevis.