330.000 danskere modtager penge retur

04/01/2022 08:23

|

Christina Hansen

Foto. Shutterstock

Mest læste i dag

I disse dage får GF Forsikrings godt 330.000 medlemmer besked om, hvad overskudsdelingen konkret kommer til at betyde for dem. I år får alle medlemmer del i overskuddet, som er væsentlig højere end sidste år: mere end 265 millioner kroner lyder det endelige beløb, når regnskabet er gjort op.

- I 2021 har vi været forskånet for de store vejrskader. Samtidig har vi en stor del af året været underlagt coronarestriktioner, som har betydet færre biler på vejene, færre rejser til udlandet – og vi har generelt opholdt os mere i hjemmet, end vi gjorde i tiden før corona. Det har medført færre bilskader og færre indbrud, og det har samlet set bidraget til et pænt resultat for 2021, som alle vores medlemmer nu får glæde af, siger Jan Parner, adm. direktør for GF Forsikring.

Helt konkret betyder overskudsdelingen billigere forsikringer i 2022 for det enkelte medlem, da den enkeltes andel af overskuddet trækkes fra prisen på forsikringerne, når de skal fornys.

Den gode adfærd gavner alle
I GF Forsikring er det ikke aktionærer, der skal skumme fløden af et godt regnskabsår. Grundtanken har siden stiftelsen i 1967 været, at medlemmerne skulle dele årets overskud – og dermed lever GF op til solidaritetstanken i ordets mest bogstavelige forstand: Jo færre skader, jo mere overskud til alle – uanset om man har haft en skade eller ej. Og her har den enkeltes adfærd indflydelse på resten af medlemmerne.

- En stor del af forklaringen på det pæne resultat er den gode adfærd, som vores medlemmer har vist. Som medlemsejet selskab kommer det medlemmerne til gode ved, at vi deler overskuddet. Når medlemmerne gør en indsats for at undgå skader, kan vi sikre dem forsikringer, der giver dem værdi for pengene - og det er vi meget taknemmelige for, slutter Jan Parner.  

Overskudsdelingen i GF Forsikring i 2022 er samlet set på mere end 265 millioner kroner sammenlignet med 215 millioner kroner året før.