30.000 kroner i gennemsnit - så mange pensionister kan se frem til flere penge

26/04/2024 22:12

|

Redaktionen

Foto: Shutterstock
Loven er nu officielt blevet vedtaget.

Mest læste i dag

Forslaget (L 117), der blev vedtaget i juni 2023 af et meget bredt flertal i Folketinget, betyder, at folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg udbetales uafhængigt af folkepensionistens egen indtægt ved personligt arbejde.

Dermed bliver det mere attraktivt for folkepensionister at arbejde.

Det forventes, at omkring 50.000 i 2025 ikke længere vil blive modregnet i deres folkepension, hvis de har en arbejdsindtægt ved siden af.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Mange tusinde kroner

Det forventes, at de berørte folkepensionister i gennemsnit vil modtage omkring 30.000 kr. (før skat) mere i årlig udbetalt folkepension som følge af afskaffelsen af modregningen.

F.eks. skønnes det, at godt 9.000 pensionister vil opleve en fremgang i ydelsen på mellem 10.000-20.000 kr. årligt.

Det skønnes endvidere, at forslaget vil bidrage til en stigning i arbejdsudbuddet med cirka 950 ekstra fuldtidspersoner i 2023, hvilket vil stige til omkring 1.050 personer i 2025.

Afskaffelsen af modregning som følge af folkepensionisters egen indtægt trådte allerede i kraft fra d. 1. januar 2023.

Det betyder, at de folkepensionister, der fik nedsat deres grundbeløb og pensionstillæg i løbet af 2023 på grund af deres arbejdsindtægt, vil få pengene tilbage i forbindelse med efterreguleringen af pensionen for 2023, som finder sted i 2024.