Sebastian Juul
Går tallene på badevægten ikke lige så hurtigt ned? Så er der en simpel årsag.
En ny japansk undersøgelse afslører en uventet faktor, der kan forudsige effekten af vægttabsmedicin som semaglutid og dulaglutid: Hvor modtagelig man er for madens udseende og duft.
Forskerne har i en nylig offentliggjort studie i Frontiers in Clinical Diabetes and Healthcare fulgt 92 japanske type 2-diabetikere, som blev behandlet med GLP-1-lægemidler over et år. Undervejs blev blodsukker, fedtprocent og vægt løbende målt, sammen med deltagernes spisevaner.
Resultatet var markant: De patienter, der havde en høj tendens til “ekstern spisning” – altså at lade sig friste af madens syn, farve eller duft – oplevede de største vægttab. I nogle tilfælde sås også betydelige forbedringer i blodsukkeret.
Forskerne konkluderer, at dette spisemønster kan være en stærk indikator for, hvor effektiv behandlingen vil være.
Behandlingen med GLP-1-lægemidler som semaglutid og dulaglutid gav markante sundhedsmæssige fordele i gennemsnit: vægttab, lavere blodsukker, bedre kolesteroltal og faldende leverværdier. Muskelmassen forblev stabil, selvom fedtprocenten faldt.
De fleste deltagere reducerede samtidig deres kalorieindtag og havde færre episoder med ekstern spisning efter tre og tolv måneder. Dette tyder på, at medicinen dæmper trangen til at spise, når man blot ser eller lugter mad.
Der blev dog ikke observeret en langvarig effekt på følelsesmæssig spisning, som vendte tilbage til udgangspunktet efter et år. Forsøg på restriktiv spisning, hvor man bevidst spiser mindre, havde kun en midlertidig effekt.
GLP-1-lægemidler er kendt for deres påvirkning af insulin og glukagon, men de påvirker også hjernens belønningssystem. Tidligere forskning har vist, at overvægtige personer har et hyperaktivt belønningssystem, når de ser billeder af mad.
Den nye undersøgelse bekræfter, at patienter med høj tendens til ekstern spisning havde størst gavn af behandlingen – især hvad angår vægttab. Den direkte virkning på blodsukkeret var mindre tydelig, hvilket stemmer overens med, at insulinresponsen ikke nødvendigvis afhænger af spisevaner.
Forskerne understreger, at der er begrænsninger ved studiet. Det var observationsbaseret og inkluderede selvrapporterede spørgeskemaer. Deltagerne var også mere motiverede end gennemsnittet, og faktorer som psykologisk trivsel, økonomi eller livsstil blev ikke korrigeret for. Derfor er resultaterne ikke nødvendigvis repræsentative for alle med type 2-diabetes.
På trods af disse begrænsninger tyder studiet på, at det kan være værdifuldt for både læger og patienter at være opmærksomme på, hvad der udløser spisetrang – om det er synet af mad, følelser eller vilje.
Ifølge forskerne kan denne viden hjælpe med at målrette behandlingen og bedre identificere, hvem der vil få størst udbytte af GLP-1-behandling – og hvorfor.
