Gartnere og haveejere er hurtigt enige om, at ukrudt kan være en stor plage.
Det dukker op mellem fliserne, i gruset, i bedene og på græsplænen.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at mange har taget et smart lille trick til sig, som både er effektivt og let at lave derhjemme.
Hemmeligheden? Opvaskemiddel.
Den almindelige sulfo fra køkkenet er blevet en favorit blandt gartnere, skriver Linternaute.
Når man blander det med vand, skaber det en effektiv ukrudtsdræber. Det får nemlig planterne til at tørre ud, og de vender sjældent tilbage.
Mange gartnere mener, det er et af de bedste tricks, og det er ikke svært at forstå, når man tænker på, hvor nemt det er at udføre.
Der er dog en vigtig detalje. For det er faktisk ulovligt herhjemme.
Ifølge Miljøstyrelsen må man kun bruge godkendte ukrudtsmidler i haven, og hverken opvaskemiddel eller andre husmorråd som eddikesyre eller kaustisk soda er tilladt.
Sådan skriver Idenyt.
Selvom det kan virke naturligt og miljøvenligt, er det stadig ulovligt, da man ikke har undersøgt, hvordan det påvirker jorden, planter, dyr og mennesker.
Så ja, tricket virker, men det er ikke noget, du bør bruge her i landet. Hvis du derimod har et sommerhus i udlandet, kan reglerne være anderledes.
Vil du sikre dig, at du følger loven, bør du vælge et godkendt ukrudtsmiddel – eller tage kampen op med ukrudtsjernet. Det tager måske lidt længere tid, men så slipper du for at være den, der bryder reglerne i nabolaget.