Ekspert afslører: Så gammel skal en bil være, når du køber den

22/08/2024 16:27

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Hvis du overvejer at anskaffe dig en bil, får du helt sikkert noget ud af ekspertens råd.

Andre læser også

I år har 85.152 personer ansøgt om optagelse på en videregående uddannelse, og 61.351 af dem er blevet optaget og starter på deres studie til september.

Transporten kan hurtigt blive en udfordring, især når der er rift om studieboligerne.

Hvis du ikke vil risikere forsinkelser, aflysninger og overfyldte tog og busser, kan en brugt bil være et godt alternativ. Men hvordan vælger du den rigtige bil?

Bridgestone giver dig svaret i en pressemeddelelse.

"Når du køber en brugt bil, skal du altid være kritisk, uanset om du køber den fra en forhandler eller en privatperson. Start med at vurdere dine reelle behov, før du bliver betaget af en flot bil og mister din kritiske sans," siger Christian Jensen fra Bridgestone.

Her er Christian Jensens bedste råd og tips til førstegangskøbere af brugte biler:

1. Er det økonomisk fordelagtigt at købe en gammel bil?

Selvom du sparer penge ved at købe en brugt bil, kan ældre biler ofte være dyrere i ejerafgift og have dårligere brændstoføkonomi. Desuden kan du risikere uforudsete udgifter med en ældre bil. Omvendt er værditabet mindre ved ældre biler.

2. Hvor gammel bør bilen være?

Du får det bedste køb ved at vælge en bil, der er 2-3 år gammel. På denne tid er bilen blevet betydeligt billigere, men er stadig relativt ny og kræver ikke mange reparationer. Biler over seks år gamle begynder typisk at kræve mere vedligeholdelse.

3. Er der restgæld på bilen?

For at undgå at arve restgæld, skal du kontrollere dette på tinglysning.dk med bilens stelnummer, som står på registreringsattesten.

4. Verificer sælgers oplysninger

For at sikre dig mod skjulte problemer, kan du på trafikstyrelsen.dk indtaste bilens registrerings- eller stelnummer og få adgang til synsrapporter. Her kan du se bilens historik, herunder første registreringsdato, kilometertal og sidste syn.

5. Har bilen tidligere haft skader?

Spørg efter bilens servicebog for at få indsigt i eventuelle tidligere skader.

6. Tjek dækkene grundigt

Dækkene er din eneste kontakt med vejen og er vitale for din sikkerhed. Kontroller dækernes alder, slid, type, og mønsterdybde. Ifølge loven skal mønsterdybden være minimum 1,6 mm. Forhandle også om vinter- eller sommerdæk samt et reparationskit eller reservehjul, og tjek deres tilstand.

7. Undersøg forruden for stenslag

Selv små stenslag kan udvikle sig til revner, så vær opmærksom på dette.

8. Vurder bilens lak

Kontroller om lakken er ensartet, om der er ridser, mærker eller rust på bilen.

9. Foretag en grundig prøvekørsel

Kør både i byområder og på motorvej. En prøvetur på mindst 20 kilometer giver dig en bedre fornemmelse af bilens tilstand og komfort. Lyt efter usædvanlige lyde og test alle funktioner, inklusiv ventilation og sædevarme.

10. Kontroller komfort og udsyn

Sørg for at justere sæde og rat, så du sidder godt, og mærk efter, om pedaler og gear fungerer optimalt.