De største energislugere i hjemmet inkluderer vaskemaskinen, opvaskemaskinen og tørretumbleren, men køleskabet følger tæt efter.
Eksperter har delt deres bedste råd til, hvordan man kan gøre køleskabet mere energieffektivt, så husholdninger kan spare på elregningen.
Det skriver Express.
Køleskabet er et af de mest brugte apparater i hjemmet, og derfor vil det være en fordel for både din pengepung og miljøet, hvis det fungerer optimalt.
Selvom nye køleskabe med den nyeste energieffektive teknologi er det bedste valg, kan det være en stor investering at skifte køleskab, hver gang der sker teknologiske fremskridt.
Derfor er det nyttigt at kende nogle enkle tricks til at optimere dit køleskabs energiforbrug – uanset dets alder.
Indstil køleskabet til den rette temperatur
Det er vigtigt at forstå, hvordan temperaturindstillingen fungerer i køleskabet.
Jo højere man skruer op for tallet, jo koldere bliver det. Mange tror fejlagtigt, at tallet på skalaen svarer til køleskabets temperatur i grader, men det er ikke tilfældet.
Typisk indstilles køleskabet mellem fire og fem på skalaen, hvor fem er det koldeste, men det er ofte unødvendigt.
"Den ideelle temperatur afhænger af, hvor meget mad der er i køleskabet. Køkkeneksperter anbefaler generelt at indstille det til mellem tre og fem grader Celsius i henhold til producentens vejledning, for at forhindre madspild og bevare næringsstofferne," forklarer Millie Hurst, en ekspert på området.
Brug et termometer
Det kan dog være udfordrende at vurdere køleskabets nøjagtige temperatur.
Nogle køleskabe har indbyggede termometre, men hvis dit køleskab ikke har det, findes der løsninger:
"Hvis du er usikker på temperaturen i dit køleskab, kan du placere et termometer i en skål med vand og lade det stå natten over. Alternativt kan du bruge et batteridrevet køleskabstermometer, som du hænger på en hylde. Det gør det muligt at overvåge temperaturændringer over 24 timer, især når køleskabsdøren åbnes hyppigt," siger eksperten.
-18 grader i fryseren
Millie Hurst er ikke alene om at anbefale en køleskabstemperatur på tre til fem grader.
Thomas Owens, ekspert hos ADK Kooling, der specialiserer sig i køle- og klimaanlæg, er enig og tilføjer, at fryseren bør indstilles til -18 grader.
"Mange tror måske, at deres køleskab bare skal være koldt, men små temperaturændringer, ligesom med klimaanlæg, kan have stor betydning for energiforbruget. Den optimale temperatur for et køleskab er mellem tre og fem grader, mens frysere bør indstilles til -18 grader," siger han.