Forestil dig, at du har udlejet din bolig i sommerferien og kommer hjem til en lejlighed, hvor fladskærmen er væk, og væggene er prydet med graffiti.
Nu er spørgsmålet, hvem der skal betale for at få udbedret skaderne?
Svaret afhænger af din forsikring, og derfor er det essentielt at undersøge, hvordan din bolig eller fritidshus er forsikret, før du lejer den ud, fortæller Jan Graversgaard, direktør i Skadeservice hos Alm. Brand:
"Det vigtigste råd er at gennemgå udlejningsbetingelserne og dine forsikringsforhold samt kontakte dit forsikringsselskab, hvis der er usikkerhed. Det kan være en udfordring at navigere i reglerne."
Når du lejer boligen eller sommerhuset ud
Når du udlejer din bolig eller sommerhus, dækker dine normale forsikringer typisk skader på huset eller indbrud, mens det er lejet ud.
Dog dækker din indboforsikring ikke skader forårsaget af lejere, som ødelægger noget, stjæler eller forårsager skader, som f.eks. spild af rødvin på et lysefarvet gulvtæppe.
"Derfor er det en god idé at tilvælge 'ferieudlejning' til din forsikring, hvis du udlejer dit hus, fritidshus eller kolonihavehus. Det sikrer, at du er dækket, hvis lejeren stjæler eller beskadiger noget i huset," forklarer Jan Graversgaard.
Vær opmærksom på aflysninger
En anden vigtig ting at være opmærksom på som udlejer er din kontrakt med udlejningsbureauet, især hvis du bliver nødt til at aflyse en udlejning eller ikke kan levere boligen i den lovede stand. Mange udlejningsbureauer kræver erstatning for tabt avance og omkostninger til at finde alternativ indkvartering til feriegæsterne.
"Nogle udlejningsbureauer sender regningen direkte videre til fritidshusejere, der må aflyse en udlejning, uanset årsagen. Det kan blive en dyr regning, som forsikringen ikke dækker," advarer Jan Graversgaard fra Alm. Brand.
Dine ting er ikke dækket i lejligheden
Hvis du udlejer en lejlighed, kan du ikke tilkøbe ferieudlejningsdækning. Derfor er dine personlige ejendele i lejligheden ikke dækket, hvis lejere ødelægger eller stjæler noget.
Airbnb tilbyder dog en værtsbeskyttelse, der delvist dækker skader, men ikke tyveri af værdipapirer, smykker eller kunst. Det er ikke en erstatning for en indboforsikring, men kan ses som et supplement.
Det er vigtigt at undersøge, hvilke garantier og forsikringer udlejningstjenester tilbyder, da der ikke findes ens regler på området.
Forskel på at låne og leje
Låner du derimod dit sommerhus eller din lejlighed ud til venner eller bekendte uden en lejekontrakt, er du ikke dækket for tyveri eller hærværk. Dog dækker din forsikring typisk skader som følge af storm, vand eller brand.
Gode råd til dig som lejer eller udlejer
Opret altid en lejekontrakt og aftal et depositum.
Vær klar over, hvad der står i lejekontrakten.
Gennemgå omhyggeligt, hvordan din forsikring dækker eventuelle skader forårsaget af lejere.
Undersøg udlejningstjenestens garantier og forsikringer nøje, da der er stor variation.
Stil relevante spørgsmål til lejere, herunder deres baggrund, rejseformål og eventuelle forsikringer.
Opbevar værdigenstande sikkert væk, da hverken indboforsikringen eller udlejningstjenester typisk dækker disse.