Torsdag eftermiddag kl. 17.18 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld i krydset ved Knudrisgade og Nørreport i Aarhus C.
Her havde en 74-årig kvinde, der kørte bil, fået et ildebefindende bag rattet.
Kvindens bil fortsatte over for rødt lys i krydset, hvorefter den påkørte en varevogn og fortsatte ad Nørregade, indtil den kolliderede med en mur og standsede, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.
Kvinden modtog førstehjælp på stedet, men hun blev kort tid efter erklæret død af en læge som følge af sit ildebefindende kort forinden.
Ingen andre personer kom til skade i forbindelse med færdselsuheldet, men der skete mindre materielle skader under episoden.
De pårørende til den afdøde kvinde er blevet underrettet.
- Hvis man har overværet episoden og måtte have brug for nogle at tale med om det, kan man ringe til Offerrådgivningen og få en snak med en professionel rådgiver på telefonnummer 116 006. Tilbuddet er gratis og uforpligtende, og det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det, skriver politikredsen.
Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.