Når temperaturen stiger, rykker danskerne ud i haverne for at nyde solen og tilbringe tid med familien. Men haven er ikke kun et sted for afslapning – den kan også gemme på farer.
Havearbejde som beskæring af træer, klipning af hække og lugning i bedene sætter tydelige spor i skadestatistikkerne hos forsikringsselskabet Alm. Brand. Faktisk sker der 15 procent flere fritidsskader i maj end i april, fremgår det af en pressemeddelelse fra selskabet.
Tallene fra Odense Universitetshospital viser desuden, at især mænd i alderen 50-64 år er særligt udsatte, når de arbejder i haven.
"Hvert år ser vi alvorlige skader, hvor folk mister fingre eller tæer under havearbejdet. Det handler ofte om et øjebliks uopmærksomhed eller dårlige arbejdsstillinger, som øger risikoen markant. Motoriserede haveredskaber spiller en stor rolle, men også fald fra stiger er blandt de hyppigste årsager til ulykker," fortæller Lis Katz Krefeld, direktør for Person & Ansvar i Alm. Brand.
Selvom mange ulykker skyldes hækkeklippere og motorsave, er det faktisk fald fra stiger, der sender flest danskere på skadestuen.
"Vi ser igen og igen folk falde, når de beskærer træer, maler huset eller renser tagrender. Selv et fald fra få meters højde kan resultere i alvorlige brud og hjernerystelser. Sørg derfor for, at stigen står på et fast og stabilt underlag – eller få en anden til at holde den," råder Lis Katz Krefeld.
En anden hyppig årsag til faldulykker er algebelægninger på træterrasser og fliser, som kan blive spejlglatte, når de er våde.
"Det er en god idé at tjekke terrassen for alger, inden du tager den i brug. Et glid på en glat overflade kan føre til knoglebrud og langvarige genoptræningsforløb," advarer Lis Katz Krefeld.
Fem gode råd til en sikker have:
Hold afstand til maskinens bevægelige dele under brug.
Brug handsker, solidt fodtøj og passende sikkerhedsudstyr.
Sørg for, at stigen står stabilt – eller få en hjælper til at holde den.
Overlad beskæring af høje træer og vanskelige opgaver til professionelle.
Undgå at bruge børnenes udendørslegetøj som trampoliner, gynger, løbehjul og skateboards.