Forsikringsselskab advarer: Dette må du ikke overse

08/04/2025 21:43

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Andrii Anna photographers/Shutterstock
Undgå denne klassiske fejl.

Andre læser også

Det danske vintervejr er ofte uberegneligt – og det kan gå hårdt ud over sommerhuse, der har stået tomme gennem måneder med regn, blæst og kulde.

Har dit sommerhus været ubeboet hen over vinteren, er det en god idé at give det et grundigt tjek, inden du tager det i brug igen.

Ifølge Alm. Brand er vinteren nemlig den tid på året, hvor flest skjulte skader opstår. Faktisk sker over en fjerdedel af alle anmeldte sommerhusskader i januar og februar, fremgår det af en pressemeddelelse fra forsikringsselskabet.

Derfor lyder anbefalingen: Gennemgå huset fra top til tå, før sæsonen for alvor går i gang.

Skadedirektør Lis Katz Krefeld fra Alm. Brand fremhæver især taget som en risikozone:

"Sommerhustaget er særligt udsat. Hvis der er løse tagsten eller små utætheder, kan det udvikle sig til omfattende vandskader – både på taget, lofterne og væggene."

Hun peger også på tilstoppede tagrender og fugt i husets fundament som kilder til skimmelsvamp og potentielt alvorlige skader på bygningen.

Derudover kan skadedyr som mus have haft frit spil i vintermånederne, og de kan forårsage skjulte skader – blandt andet ved at gnave i elinstallationer, hvilket udgør en betydelig brandfare.

Derfor anbefaler Alm. Brand et grundigt forårseftersyn: Tjek taget for løse sten, test el og vandinstallationer, og vær særligt opmærksom på fugt omkring døre, vinduer og sokkel.

Et par timers gennemgang kan spare dig for både bekymringer og udgifter – og sikre en god og tryg start på sommerhussæsonen.