Forside Dyreverdenen Regnorme kryber op af jorden når det regner: Men det...

Regnorme kryber op af jorden når det regner: Men det er ikke for at undgå at drukne

Regnorme kryber op af jorden når det regner: Men det er ikke for at undgå at drukne
Illustrationsfoto / AI-genereret

Du har sikkert fået det at vide som barn, men forskerne er ikke enige.

Du kender synet. Det har regnet hele natten, og næste morgen ligger fortovet og havegangen fuld af regnorme, der har forladt deres gange nede i jorden.

De fleste af os har lært den samme forklaring: Ormene kryber op for ikke at drukne, når jorden fyldes med vand.

Men den forklaring holder slet ikke, lyder det fra forskerne. Det skriver Scientific American.

For regnorme kan faktisk ikke drukne på den måde, vi forestiller os.

“Det passer ikke, for regnorme ånder gennem huden og har faktisk brug for fugt i jorden for at kunne gøre det,” forklarer Chris Lowe, der underviser i miljøforvaltning ved University of Central Lancashire, til mediet.

Ormene har altså ikke bare brug for lidt fugt. De er direkte afhængige af den for overhovedet at kunne trække vejret. Og ifølge Scientific American kan en regnorm overleve flere dage, selv når den er helt dækket af vand.

Så hvorfor i alverden kommer de op?

Fart over feltet og falske muldvarpe

Den mest sandsynlige forklaring handler om bevægelse. Når overfladen er våd, kan ormene pludselig komme meget længere, end når de skal grave sig gennem tør jord.

Den våde jord bliver med andre ord en motorvej, hvor de kan brede sig til nye områder langt hurtigere.

En anden teori peger på frygt. Josef Gorres, professor ved Institut for Plante- og Jordvidenskab på University of Vermont, mener, at regnen snyder ormene.

Regndråbernes trommen mod jorden skaber nemlig vibrationer, der minder om dem, en muldvarp laver, når den jager. Ormene tror, at en sulten fjende er på vej, og flygter i panik op til overfladen.

En sidste gruppe kommer op af en helt tredje grund: for at parre sig. Men det gælder kun ganske få af de omkring 4.400 kendte regnormearter.

Så næste gang det har regnet, og fortovet er fyldt med orme, kan du roligt lade være med at samle dem op for at redde dem fra druknedøden. De har det fint.

Ads by MGDK