Tæerne synker ned i det lune sand, solen brænder fra en skyfri himmel – og pludselig anes en bevægelse mellem klitterne. Det er ikke en strandskarnbasse, der lusker af sted. Det er en hugorm. En sjælden gæst i dette område.
Når hugormen forlader sin vante hede eller klit og forvilder sig ned mod vandet, kan det få alvorlige konsekvenser. De stejle kystskrænter og manglen på tilbagetog gør stranden til en fælde uden udvej. Ifølge natur- og kulturformidler Sabine Jensen sker det især i tørre perioder, hvor slangen i sin søgen efter varme og føde kommer på afveje. Når først havet nås, er flugt ofte umulig, fortæller hun til TV Midtvest.
"Så må naturen gå sin gang. Det er barskt, men der er en risiko ved at begynde at håndtere vores eneste giftslange," siger Sabine Jensen.
Hugormen, Danmarks eneste giftslange, kendes let på sin karakteristiske zigzag-stribe. Hannen er typisk grå, mens hunnen er brun. Allerede i marts måned forlader den sit vinterhi, og på solrige forårsdage er den særligt aktiv. Men dens rutevalg er ikke altid lige klogt.
Sabine Jensen har flere gange med spand og pind hjulpet hugorme væk fra strandens fare, men understreger, at det kræver erfaring. Hugormen er hurtig og kan finde på at bide – især når varmen tager til.
På lune dage er hugormen mest på jagt efter føde om morgenen og igen sidst på dagen. Når solen står højest, holder den sig som regel skjult i skyggen under lyngen.
Naturen byder på både skønhed og fare. Næste gang du går mod havet, er det værd at lade blikket glide ned mod sandet – og ikke kun mod horisonten.
Læs også
