Jesper Bengtson
Natten efter hans død begyndte elefanterne at bevæge sig gennem mørket – mod et sted de ikke havde været i over et år.
I slutningen af 1990’erne stod en flok vilde, sydafrikanske elefanter over for at blive skudt. De var stemplet som umulige, brød gang på gang ud af deres indhegning og blev regnet for alt for farlige at have med at gøre.
Så sagde én mand ja til dem.
Lawrence Anthony drev naturreservatet Thula Thula i Zululand i Sydafrika, og i stedet for at lade flokken aflive tog han den ind på sit eget område. Det var langt fra nemt. For at vinde de traumatiserede dyrs tillid camperede han ved siden af dem nat efter nat og talte roligt til dem, indtil de holdt op med at forsøge at flygte.
Langsomt faldt der ro over flokken. Dyrene lærte at føle sig trygge omkring mennesker igen, og Anthony kom til at stå så tæt på dem, at han blev kendt verden over som “The Elephant Whisperer” – manden der hviskede til elefanter. Historien blev til en bestseller af samme navn, skrevet sammen med journalisten Graham Spence. Det skriver My Modern Met.
Men det, der for alvor rørte folk, skete først, da Lawrence Anthony ikke var der mere.
Den 2. marts 2012 døde han af et hjerteanfald, 61 år gammel. Tilbage sad hans kone, Francoise Malby-Anthony, på Thula Thula.
Og så begyndte elefanterne at bevæge sig.
Fra deres område langt ude i reservatet satte flokken sig i gang gennem landskabet. De gik i timevis, i en langsom, næsten højtidelig procession, hen mod hovedhuset – det hus, hvor Lawrence havde boet. Et sted, de ikke havde nærmet sig i over et år.
Da de nåede frem, blev de stående. Ikke bare et øjeblik, men i to døgn, tæt ved huset, før de til sidst igen trak ud i reservatet.
“I aften ankom hele flokken til hovedhuset,” skrev Francoise Malby-Anthony bagefter på Facebook og kaldte det et ekstraordinært bevis på dyrs følsomhed og bevidsthed – netop den evne, hendes afdøde mand havde forstået som ingen anden.
At elefanter sørger, er ikke bare en smuk tanke. De er kendt for at vende tilbage til deres dødes knogler, røre ved dem med snablen og stå vagt over en død artsfælle i dagevis. Hvad der trak flokken hjem til Lawrence Anthonys hus netop de dage, kan ingen sige med sikkerhed. Men de kom, og de blev.
