Opdager du tegn på, at din kat har problemer, er det vigtigt, at du kontakter din dyrlæge så tidligt som muligt for at forsøge at bremse udviklingen af sygdommen.
Lige nu læser andre
Kroniske nyresygdomme er en af de mest almindelige årsager til alvorlige helbredsproblemer hos katte.
Omkring en ud af tre katte over ti år udvikler nyreproblemer, hvilket gør det vigtigt for ejere at være opmærksomme på symptomerne.
Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
“Symptomerne på nyresygdomme hos katte er ofte subtile; de er vage og uspecifikke og udvikler sig langsomt, siger Agrias chefdyrlæge, Mogens Brix Koldkjær. Han forklarer videre:
“Derfor går mange ejere måske ikke op i symptomerne, eller de tilskriver dem, at katten bare bliver ældre. Desværre ser vi ofte, at katten først kommer til dyrlægen, når den begynder at kaste op regelmæssigt. Det er et problem, da sygdommen på det tidspunkt kan være så fremskreden, at det er for sent at stoppe udviklingen,” siger han.
Læs også
Chefdyrlægen forklarer, at fordi nyrerne har stor reservekapacitet, vil kliniske tegn på nyresygdom først opstå, når mere end 66-75 procent af nyrefunktionen er tabt. I mange tilfælde er den underliggende årsag til den kroniske nyresygdom svær at identificere.
10 procent af katte over 8 år har allerede udviklet mild eller alvorlig nyreskade.
Kronisk nyresygdom er den mest almindelige nyrelidelse hos katte og diagnosticeres hos en ud af tre katte på 10 år eller derover. Det defineres som en nedsat funktion af en eller begge nyrer, der har varet i minimum tre måneder.
En sygdom med mange årsager
Der er flere forskellige årsager til nyresygdomme hos katte, herunder polycystisk nyresygdom (især hos perserkatte), kronisk tubulointerstitiel nefritis, pyelonefritis (nyrebækkenbetændelse) samt toksiske påvirkninger som indtagelse af gift. Chefdyrlægen forklarer, at nyreproblemer kan være både akutte og kroniske.
“Hvis du opdager tegn på nyreproblemer hos din kat, er det vigtigt at kontakte dyrlægen hurtigt for at bremse sygdommens udvikling,” understreger Mogens Brix Koldkjær.
Læs også
“Ved mistanke om nyresygdom vil dyrlægen tage blod- og urinprøver for at måle niveauerne af kreatinin, SDMA, urinvægtfylde og protein/kreatinin-ratio. I nogle tilfælde kan også en ultralydsundersøgelse og blodtryksmåling være nødvendig. Forhøjet blodtryk er almindeligt ved nyreproblemer og bør derfor måles rutinemæssigt hos ældre katte,” tilføjer han.
“Husk, at katte med nyresygdom ofte tisser mere, så behovet for en kattebakke kan stige. Selv udekatte, som normalt gør det udendørs, kan pludselig få behov for en indendørs bakke, især om vinteren,” bemærker Mogens Brix Koldkjær.
Symptomer på nyresygdomme hos katte
Nyresygdomme hos katte er svære at opdage og kan nemt forveksles med andre sygdomme. De mest almindelige symptomer er:
- Øget tørst
- Nedsat appetit
- Opkastning
- Diarré
- Forstoppelse
- Vægttab
- Mindre muskelmasse
- Sløvhed
- Øget søvnbehov
- Mat pels og skæl pga. dårlig egenomsorg og pelspleje
I de tidlige stadier vil katten ofte tisse mere, men i de senere stadier eller ved akut nyresvigt kan urinproduktionen falde drastisk. Andre symptomer kan være:
- Blodig eller uklar urin
- Dårlig ånde
- Sår i munden og betændelse (stomatitis/ulcerationer) som følge af urinforgiftning (uræmi) ved fremskreden nyresygdom.