Kendt fra film: Kan megalodon stadig være i live?

07/05/2024 15:42

|

Nicolai Busekist

Foto: Gerald Schömbs / Unsplash
Filmen 'The Meg' handler om gigantiske forhistoriske hajer, der har overlevet ved at gemme sig i dybhavet. Kan det potentielt være muligt?

Mest læste i dag

I Hollywood-filmen 'The Meg' fra 2018 dukker den forhistoriske haj, megalodon, pludselig op i Marianergraven i Stillehavet, hvor den først angriber en gruppe forskere og senere går amok på badegæster på en kinesisk strand.

I filmens efterfølger, 'Meg 2 - The Trench', der fik premiere i 2023, er monsterhajen tilbage. Dermed vender den tilbage til verdenshavene hele 3,6 millioner år efter, at videnskaben havde erklæret den for uddød.

Megalodon er ikke ren fantasi, da det faktisk er den største haj, der nogensinde har levet. Ud fra tændernes størrelse kunne den blive op til 18 meter lang. I filmene er hajen op til 25 meter, hvilket er en overdrivelse.

Men ellers ligner filmhajen videnskabens billede af megalodon: en forvokset udgave af den hvide haj, men med et lidt bredere og mere kompakt hoved.

Dybhavet er for koldt

Filmens grundlæggende idé er, at megalodon har overlevet i dybhavet til i dag. Det har naturligvis fået folk til at stille spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre. Ifølge Illustrert Vitenskap er det ikke muligt.

Megalodon levede i relativt lavt vand med høje temperaturer. Den førende teori om hajens uddøen er netop, at klimaændringer kølede havene.

At kæmpehajen skulle have trukket sig tilbage til det endnu koldere dybhav, er derfor utænkeligt. Den ville ikke overleve i dybet, hvor iltindholdet er meget lavere, og hvor der heller ikke er nok byttedyr.

Beregninger viser, at megalodon måtte spise over et ton mad om dagen for at holde kropstemperaturen på mellem 35 og 40 grader.

Derfor er der absolut intet, der tyder på, at en megalodon pludselig dukker op én dag. Den store haj er for længst uddød, og ville ikke have nogen chance for at overleve på nogen måde.