Lyden kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, men den har en helt naturlig forklaring.
Det er midt om natten. Alt er stille, og du er lige ved at falde i søvn, da en lyd pludselig skærer gennem mørket udenfor.
Et højt, gennemtrængende skrig. Nærmest som et menneske i nød.
De fleste af os har prøvet det. Og de fleste af os har ligget og stirret op i loftet med hjertet bankende og tænkt: Hvad i alverden var dét?
Men du kan godt slappe af igen. Der er ingen i fare. Det, du hører, er efter al sandsynlighed en ræv, der leder efter kærlighed.
Ræve er nemlig for det meste tavse dyr. Til daglig hører man knap nok en lyd fra dem. Men når efteråret går mod vinter, sker der noget. Det skriver den britiske naturorganisation Woodland Trust, der tæller hele 28 forskellige lyde i rævens repertoire. De bruges stort set alle sammen i løbet af parringssæsonen, der falder i vintermånederne.
Og det er især hunræven, der står bag de uhyggelige skrig.
Hendes kald er et skarpt skrig, der stiger i styrke og så ebber ud henover landskabet. For det menneskelige øre lyder det til forveksling som et skrigende menneske. Men beskeden er en helt anden: Hun fortæller hanrævene i området, at hun er klar til at parre sig.
Hanræven svarer igen med en helt anden lyd. Hans gøen er et højt “A-woo”, der minder påfaldende meget om en almindelig hund. Den bruger han til at holde kontakt med både venner og rivaler.
Så når skrigene runger gennem den stille vinternat, er det altså hele det lille drama, der folder sig ud derude i mørket. En hun, der kalder. En han, der svarer. Og en kamp om retten til at føre slægten videre.
Næste gang du vågner af lyden, kan du altså lade være med at ringe 112. Læg dig roligt til at sove igen, det er bare rævene, der er gået i gang med vinterens parringssæson, og den topper først for alvor i januar og februar.