Det er dyrt at have hund: Dette medfører mange dyrlægebesøg

22/08/2024 19:38

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Det er ikke særligt svært at forebygge det - for både din økonomis og Fidos bedste.

Mest læste i dag

Hundens kløer er ofte årsag til dyrlægebesøg, enten fordi hunden har pådraget sig en skade, eller fordi ejeren er nervøs for at klippe kløerne selv.

En ny undersøgelse viser, at 56 procent af hundeejere betaler for klipning af hundens kløer, da de frygter at klippe for dybt og derved skade hunden.

"Mange hundeejere tror, at hunden selv slider sine kløer tilpas, og at klipning ikke er nødvendig. Men vores data viser, at skader på lange kløer er en af de mest almindelige årsager til, at hunde må til dyrlægen," forklarer Lotte Evers, marketingchef hos Agria Dyreforsikring.

Kloklipning kan dog læres – både for hunden og ejeren.

Kan gøre ondt at gå

Lotte Evers påpeger, at lange kløer ofte sætter sig fast i jerntrapper, mellem fliser eller afløb og riste. Derudover er der risiko for, at kløerne flækker, hvis hunden går på hårdt eller ujævnt underlag.

Nogle gange er det kun en lille del af kloen, der flækker eller beskadiges, men i andre tilfælde kan hele kloen rive sig løs.

Derfor er det vigtigt at holde øje med kløernes længde, understreger marketingchefen, som selv har 20 hundepoter at tage sig af derhjemme.

"Hvis kløerne er for lange, kan det gøre ondt for hunden at gå, og risikoen for, at de knækker eller flækker, øges markant – og det kan føre til stor smerte. Selvom kløen virker hård, er der både nerver og blodkar under den hårde skal. Hvis kloen flækker eller brækker tæt på disse nerver, gør det meget ondt for hunden," siger hun.

Mange overser, at hundens forben har to vildklør, som ikke rører jorden og derfor ikke slides. Hvis de ikke holdes korte, kan de vokse sig lange og sno sig, hvilket kan forårsage skader på hundens ben. De øger også risikoen for, at hunden hænger fast i tæpper eller naturlige forhindringer.

Undlader kloklip for ikke at skade hunden

"Kloklipning er noget, mange hundeejere kæmper med, og ofte bliver det også ubehageligt for hunden, da de fleste hunde ikke er trygge ved at få rørt ved poterne, hvilket gør det sværere at klippe kløerne. Hvis man ikke selv har mod på opgaven, bør man besøge dyrlægen eller hundefrisøren mindst en gang om måneden for at få klippet kløerne," forklarer Lotte Evers.

En undersøgelse udført for Agria Dyreforsikring viser, at 62 procent af danske hundeejere regelmæssigt klipper hundens kløer selv.

"Vi hører dog fra mange hundeejere, at de ikke bryder sig om at klippe kløerne," siger Lotte Evers, og det afspejles i undersøgelsens resultater:

  • 56 procent af dem, der ikke klipper hundens kløer selv, undgår det af frygt for at skade hunden.

  • 33 procent undgår det, fordi hunden ikke kan lide at få klippet kløer.

  • 66 procent af dem, der betaler for kloklipning, får det gjort hos dyrlægen, mens 24 procent vælger hundefrisøren.

Det er lettere, når man lærer det

Hos Agria ønsker man at fremme, at flere hundeejere lærer at klippe kløerne selv:

"Det handler ikke kun om at spare penge på dyrlægebesøg; ved selv at klippe kløerne kan man også reducere den stress, hunden oplever ved dyrlægebesøg og undgå unødig smerte ved skader," siger hun og tilføjer:

"Der findes i dag mange forskellige værktøjer til kloklipning, så der er noget for enhver smag. Som hundeejer kan man lære at klippe kløerne, så det bliver en naturlig del af hverdagen med hunden. Selv hvis man ikke klipper kløerne dagligt, bør man vænne hunden til at blive håndteret omkring poterne, så det ikke kun forbindes med ubehag og frygt. Det kræver træning, godbidder og tålmodighed – en klo ad gangen."