Noget tyder på, at danskerne har savnet solen og de varme himmelstrøg.
Foråret er højsæson for storbyrejser, og flere og flere danskere vender blikket mod europæiske byer med kort rejsetid og masser af oplevelser. Storbyferie er blevet et populært valg, når man ønsker en hurtig pause fra hverdagen og en energigivende oplevelse.
– Vi ser en stigende interesse for korte ture til byer, der tilbyder en blanding af kultur, gastronomi og livlig stemning. Det er en nem måde at få en oplevelse med indhold, samtidig med at rejsen kan tilpasses både tidsramme og budget, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo Rejser, i en pressemeddelelse.
Spanien fortsætter som favorit
Spanien forbliver en af danskernes største ferieforelskelser – også når det gælder storbyrejser. Byer som Malaga og Alicante tiltrækker med deres stabile temperaturer, strandliv og afslappede atmosfære, mens Barcelona lokker med sin unikke blanding af kultur, natteliv, fodbold, shopping og arkitektur for dem, der vil have lidt af det hele.
Palma skiller sig ud som en destination, der fungerer lige godt til både korte storbyture og længere sommerferier, med sit kompakte centrum, fremragende shopping og tættere adgang til både strande og naturoplevelser.
– Spanien har en helt særlig plads i danskernes hjerter, og det er ikke svært at forstå, hvorfor. Tapas, kultur, historie og natur – samt et solrigt klima, der gør det let at få en smagsprøve på sommeren, siger Bisgaard.
Klassiske storbyer som Rom og London holder sig stadig på toppen af listen.
Portugal vinder frem
Portugal er i stærk vækst og vinder danskernes hjerter med sit attraktive prisniveau, fantastiske mad- og vinoplevelser samt en rig kulturarv. Mange ser også landet som et spændende alternativ til Spanien og Italien.
På storbyfronten er det primært Lissabon, der tiltrækker flest besøgende, men Porto er den by, der har haft størst vækst i efterspørgslen i forhold til sidste år.
– Portugal har tidligere stået lidt i skyggen af Spanien, men vi ser nu, at flere danskere opdager alt, hvad landet har at byde på. Porto vokser hurtigt og udfordrer de mere etablerede storbyer, hvilket viser, at danskerne i stigende grad søger nye storbyoplevelser, siger Bisgaard.
De mest populære storbyer lige nu:
- Malaga
- Alicante
- Palma
- Barcelona
- Dubrovnik
- Valletta
- Nice
- London
- Rom
- Lissabon