Hvis uheldet er ude, kan det resultere i omkostninger på flere hundredetusinde kroner.
Lige nu læser andre
Vinteren er nu for alvor over os, da landet er dækket af sne, og temperaturerne ifølge DMI kan falde betragteligt under frysepunktet, hvilket øger risikoen for frostskader på bygninger.
Forsikringsselskabet Alm. Brand opfordrer derfor husejere til at tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte både sommerhuse og helårsboliger mod kostbare frostskader.
I en pressemeddelelse skriver Alm. Brand:
“Vi ser årligt mange skader, når frosten sætter ind. Vores erfaring viser, at frostsprængte rør er en af de mest almindelige skader i vintermånederne. Hvis man ikke forbereder sig inden frosten kommer, kan det føre til store og dyre reparationer,” udtaler Lis Katz Krefeld, skadedirektør hos Alm. Brand.
Sommerhuse er særligt udsatte
Sommerhuse er ofte dem, der rammes hårdest af frostskader, da de står uopvarmede i længere perioder. Men også helårshuse kan være i fare, hvis de ikke er ordentligt opvarmede eller beskyttede mod frost.
Læs også
“Fryser et vandrør og springer, kan det medføre alvorlige skader på boligen. Desværre ser vi ofte tilfælde, hvor vandet løber i lang tid, før skaden opdages, hvilket kan føre til omkostninger på flere hundrede tusinde kroner. I værste fald kan skaderne blive så store, at huset må totalskadeklasses,” forklarer Lis Katz Krefeld.
Gode råd til at undgå frostskader
For at undgå dyre skader anbefaler Alm. Brand følgende:
- Hold huset opvarmet: Sørg for, at temperaturen i alle rum er over 14 grader, især i områder med vandrør. Isolér eller overvåg rør, der er tæt på ydervægge eller lofter, med en vandalarm.
- Tøm og luk for udendørshaner: Sørg for, at der ikke er vand i udendørshanerne, og luk for vandtilførslen. Det kan være en god idé at skifte til frostfrie haner.
- Hold cirkulationspumpen tændt: Cirkulationspumpen bør ikke slukkes om vinteren, da det kan medføre, at vandet fryser i rørene.
- Luk for vandet i ubeboede huse: Hvis sommerhuset ikke er i brug om vinteren, bør man lukke for hovedhanen og tømme rørene for vand.
På den måde kan du sikre dig mod de alvorlige frostskader, der kan opstå i de kolde måneder.