Sebastian Ilsøth
Man kan ikke undgå døden, men det er ikke alle, der håndterer den på samme måde.
Der er flere gennemgående temaer, og da vi alle skal dø – og mange af os vil miste vores nærmeste – kan det at undersøge, hvordan denne oplevelse ofte forløber, måske gøre processen mindre skræmmende.
Ifølge det britiske medie Metro er der nogle ting, som mange mennesker siger, når de får besked om, at de er terminalt syge. Dem får du præsenteret herunder.
“Hvor lang tid har jeg tilbage?”
En af de første ting, folk ofte spørger om, er tiden. De vil gerne vide, hvor længe de kan forvente at leve, og om de når at opleve livets vigtige milepæle.
“Som dronningen havde mennesker særlige begivenheder, de glædede sig til – nogle kortvarige, andre langsigtede,” forklarer Dr. Holmes og henviser til den afdøde dronning Elizabeth.
Hun påpeger, at mange i denne tid på året tænker på julen, så det er ikke ualmindeligt, at man arrangerer, at de kan nå at holde en sidste jul med familien. Andre ønsker at være der for et kommende barnebarn eller for at møde et nyt familiemedlem.
Dr. Paul Perkins, medicinsk direktør hos Sue Ryder, husker patienter, hvor hospicepersonalet har planlagt bryllupper og Halloween-fester for at skabe nye minder.
Når det kommer til præcise prognoser, er begge læger enige om, at det kan være vanskeligt og ofte ikke hjælpsomt.
“Vi kan ikke give en præcis tidsramme,” siger Dr. Holmes og opfordrer i stedet til at fokusere på nuet.
“Jeg vil ikke vide det.”
Dr. Perkins fortæller, at nogle patienter vender sig bort og giver op, når de får besked om, at der ikke er nogen behandling. Andre nægter helt at acceptere diagnosen, og det er deres måde at håndtere situationen på.
Benægtelse er en naturlig del af sorgprocessen, og det er forståeligt, at den opstår, når man står overfor tanken om sin egen død. Dr. Holmes understreger, at samtalerne skal være blide, så patienten ikke føler sig presset. For nogle virker det bedst, hvis omgivelserne forbliver så normale som muligt.
“Hvad med min familie?”
“Det er utroligt, hvor meget medfølelse vi mennesker har,” siger Dr. Holmes.
Mange bekymrer sig først og fremmest om deres nærmeste. Nogle organiserer mapper og lister til familien, mens andre spørger, hvordan de skal fortælle deres børn om deres dødelige sygdom. Rådet er at være ærlig, hvis det er muligt.
Nogle skriver breve til deres kære for at bevare minderne, eller taler om deres ønsker for begravelsen.
“Hvorfor sker det her for mig?”
Som med benægtelsen, kan vrede også opstå ved en terminal diagnose. Patienter kan blive vrede på Gud, på verden eller føle, at diagnosen kommer for sent. Nogle bebrejder sig selv for tidligere vaner som rygning eller alkohol.
Dr. Perkins understreger dog, at mange mennesker rammes uden at have gjort noget for at fortjene det – det er ofte et spørgsmål om uheld.
“Jeg er bange for, hvordan døden bliver.”
Smerte er en almindelig frygt, men afhænger af sygdom og symptomer. Nogle frygter at være bevidste om, hvad der sker under dødsprocessen.
Dr. Perkins påpeger, at døden er uforudsigelig, men at palliativ behandling kan sikre en værdig og fredelig afslutning. Mange, der frygtede at komme på hospice, fortrød, at de ikke kom tidligere, da de oplevede den tryghed og omsorg, som hospice kan tilbyde.
“Når mennesker ved, at deres tid er kort, opdager de, at det ikke er penge eller ejendele, der betyder noget, men kærlighed og relationer,” tilføjer han.
