Sebastian Ilsøth
Havde man ikke en stærk faderfigur under sin opvækst, kan det betyde, at man udviser nogle typiske adfærdsmønstre som voksen.
At vokse op uden en stærk faderfigur kan manifestere sig på mange måder. Det kan være et fravær ved middagsbordet, eller måske en far, der er fysisk til stede, men følelsesmæssigt fraværende – hurtig til at kritisere, men sjælden til at lytte. Uanset hvordan fraværet har været, efterlader det ofte mærkbare spor.
Effekterne af en manglende faderfigur viser sig sjældent på en dramatisk måde. I stedet optræder de som subtile adfærdsmønstre og vaner i voksenlivet. Ved at blive opmærksom på disse mønstre kan man arbejde med dem, i stedet for at lade dem arbejde imod en.
Her er syv adfærdsmønstre, der ofte ses hos voksne, der har vokset op uden en stærk faderfigur:
1. Manglende tillid til autoriteter
En far er ofte et barns første møde med autoritet. Den måde, han guider, støtter og sætter grænser på, danner grundlaget for, hvordan vi senere forholder os til lærere, chefer og andre ledere.
Uden en stabil faderfigur kan autoriteter fremstå mistænkelige, og denne skepsis stammer ofte fra tidlige oplevelser med uforudsigelighed og svigt.
2. Ekstrem selvstændighed
Mange voksne, der har manglet en stærk faderfigur, udvikler en høj grad af selvhjulpenhed. De undgår at bede om hjælp og ser afhængighed af andre som noget farligt.
Det ser måske ud som styrke, men på indersiden kan det være et skjult tegn på udmattelse. Det er et mønster, der opstår som en overlevelsesstrategi: Man lærer tidligt, at man ikke kan regne med, at andre kommer og hjælper.
3. Lavt selvværd
Fraværet af en engageret far kan efterlade barnet med ubesvarede spørgsmål som: “Var jeg ikke værd at kæmpe for?”. Denne tvivl kan følge med ind i voksenlivet og føre til lavt selvværd, hvor man tvivler på egne præstationer, selv når man opnår noget betydningsfuldt.
4. Problemer med at sætte grænser
Grænser læres ofte gennem observation. Hvis en faderfigur ikke viser, hvordan man sætter sunde grænser – eller ikke respekterer barnets egne – kan det være svært at sige nej som voksen. Det kan føre til, at man påtager sig for meget, accepterer dårlige behandlingsmåder og ender med at udbrænde.
5. Øget følsomhed overfor afvisning
Tidlig følelsesmæssig forsømmelse kan gøre voksne mere sårbare over for afvisning. Selv små tegn på afvisning eller stilhed kan vække gamle følelser af at blive overset eller forladt.
Denne øgede følsomhed er velkendt i psykologien og kræver bevidsthed for at skelne mellem gamle sår og nutidige situationer.
6. Længsel efter mandlige forbilleder
Det er helt naturligt, at voksne uden en stærk faderfigur søger stabile, mandlige mentorer, trænere eller ældre venner. Denne søgen handler ikke om at genopleve fortiden, men om at finde det, man ikke fik. Når relationen er sund, kan dette være både helende og styrkende.
7. En blanding af styrke og savn
Fraværet af en faderfigur skaber ofte en kombination af modstandskraft og en stille længsel. På den ene side udvikles uafhængighed og vilje, mens der på den anden side opstår et ønske om den tryghed og støtte, man aldrig har fået. Disse følelser kan eksistere samtidig og giver et nuanceret billede af barndommen.
