Senest.dk
Forside Nyheder Har i lang tid været domineret af kvinder: Nu gør...

Har i lang tid været domineret af kvinder: Nu gør unge danske mænd det mere end nogensinde

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

“Det er en markant udvikling,” fortæller kommunikationschef.

Lige nu læser andre

Parfume, makeup, hudpleje, serum og deodorant er blevet populære indkøbsvarer blandt danskerne. Nye tal viser, at vi i 2024 brugte hele 11 milliarder kroner på kosmetik og personlige plejeprodukter. Det placerer Danmark blandt Europas største forbrugere af skønhedsprodukter, kun overgået af Norge, når det kommer til forbrug pr. indbygger.

Det betyder, at hver dansker i gennemsnit brugte omkring 2.000 kroner på kosmetik sidste år, hvilket er en stigning på 2,4 procent sammenlignet med året før.

Ifølge Kosmetik- og hygiejnebranchen afspejler tallene en øget opmærksomhed på velvære, sundhed og personlig pleje på tværs af både køn og generationer.

Unge mænd ændrer skønhedsnormer
En særlig trend er, at unge mænd i stigende grad sætter deres præg på markedet. En undersøgelse fra 2024 viser, at en ud af tre mænd mellem 18 og 29 år bruger dekorativ kosmetik som makeup, concealer eller neglelak mindst én gang om ugen.

Også data fra Danske Bank understøtter, at unge mænd er med til at drive væksten. En opgørelse af køb i kosmetikbutikker viser, at mænd i alderen 18-24 år har øget deres forbrug betydeligt. Fra 2019 til 2024 er deres køb i kosmetikforretninger steget med hele 169 procent.

Læs også

“Det er en markant udvikling, der viser, at kosmetik ikke længere er forbeholdt kvinder. Flere unge mænd ser i dag makeup og plejeprodukter som en naturlig del af deres udtryk og identitet, hvilket udfordrer gamle opfattelser af, hvem kosmetik er for,” siger Christian Ditlev Lund, kommunikationschef i Kosmetik- og hygiejnebranchen, i en pressemeddelelse.

Hudpleje topper købelisten
Når det kommer til forbrug, er hudpleje den mest populære kategori blandt danskerne, efterfulgt af hårpleje og makeup.

Tallene stammer fra den europæiske brancheorganisation Cosmetics Europe, som indsamler og offentliggør data om kosmetikmarkedet.

Ads by MGDK