Jesper Bengtson
Du har set dem tusindvis af gange, men de fleste tror det modsatte af sandheden.
Tag en pose chips ud af skabet og vend den rundt. Et sted nede i en kant, måske ved en samling eller en svejsning, sidder en lille række farvede firkanter eller prikker. Cyan, magenta, gul, sort. Nogle gange flere.
De fleste af os har set dem hundredvis af gange uden at skænke dem en tanke. Og spørger man rundt, har folk som regel en forklaring klar: det siger noget om indholdsstofferne, det handler om holdbarheden, eller det er en skjult kode til forbrugeren.
Det gør det ikke. Ingen af delene.
De farvede blokke er faktisk et værktøj for trykkeriet. Det skriver BS Flexpack, der fremstiller emballage. Mærkerne kaldes blandt andet trykkekontrolmærker eller farveblokke, og deres eneste opgave er at holde øje med, at farverne på posen bliver trykt korrekt.
Fire farver styrer det hele
De fleste firkanter viser de fire grundfarver i trykprocessen: sort, magenta (en klar pinkrød), cyan (en kraftig blå) og gul. Det er de såkaldte CMYK-farver, som tilsammen skaber alle de farver, du ser på pakken. Nogle gange kommer der ekstra felter til, hvis et bestemt brand bruger en særlig nuance.
Når en pose kører gennem trykmaskinen i høj fart, skal farverne ramme præcis det samme fra den første pose til den sidste i oplaget. Det er her, blokkene kommer ind.
En tekniker trækker med jævne mellemrum, typisk hvert 20. til 30. minut, en prøvepose ud og sammenligner farvefelterne med en masterreference. I de professionelle trykkerier bruger man endda et måleinstrument til at aflæse farven som tal, så intet overlades til øjet alene.
På den måde kan trykkeren fange det med det samme, hvis en farve begynder at glide, og rette den, før tusindvis af skæve poser løber af båndet.
Så næste gang du ser de små firkanter, ved du, hvad de laver der. De har intet med indhold, udløbsdato eller smag at gøre. De er simpelthen trykkeriets egen måde at tjekke sit arbejde på, mens maskinen kører.
