Jesper Bengtson
Den er laset, lugter og mangler et øre. Alligevel er den det vigtigste, barnet ejer.
Ethvert forældrepar kender den. Den ene bestemte bamse. Eller suttekluden. Den, der skal med i seng hver aften, med i bilen, med til bedsteforældrene. Den, der absolut ikke må blive væk, og helst ikke engang komme en tur i vaskemaskinen.
For den voksne ligner det måske bare et slidt stykke stof. For barnet er det noget helt andet.
Bag den tilknytning gemmer der sig et psykologisk begreb, der har et navn. Det hedder et overgangsobjekt, og det blev udviklet af psykoanalytikeren Donald W. Winnicott. Det beskriver Den Store Danske.
Et overgangsobjekt er typisk netop en sutteklud eller en særligt elsket bamse. Og det spiller en rolle i en ganske bestemt alder, nemlig hos barnet mellem 4 og 12 måneder.
Her sker der nemlig noget stort. Barnet er langsomt ved at opdage, at mor ikke er en del af det selv, men et menneske, der kan gå sin vej. Og det er svært at holde ud.
Det er her, bamsen træder til. Den bliver barnets måde at tåle, at mor ikke er der lige nu, for eksempel når det skal sove alene eller passes af andre.
Det smukke er, hvad bamsen i virkeligheden står for. Ifølge Winnicott er den et primitivt symbol, der på én gang repræsenterer både moderen og barnet selv. Den rummer altså både savnet og trøsten i det samme bløde stykke stof.
Winnicott kaldte det en slags mellemzone, hvor fantasiens og virkelighedens regler gælder på samme tid. Bamsen er på en måde levende, og samtidig ved barnet godt, at den ikke er det.
Og her kommer det, der rækker længst. For selvom barnet med tiden lægger bamsen fra sig, forsvinder zonen ikke sporløst. Den er begyndelsen til fantasiens og kreativitetens rum i mennesket, skriver Den Store Danske.
Den lasede bamse er altså ikke bare en vane, man skal vokse fra. Den er et af barnets allerførste skridt ind i sin egen indre verden.
I dag, den 27. oktober, markeres international bamsedag i Danmark.
