Jesper Bengtson
Når frosten kommer, står løvtræer og nåletræer med hver sin overlevelsesstrategi.
Kig ud i haven en kold vintermorgen. Egen og birken står nøgne og grå, mens granen stadig bærer sine nåle, grøn og tæt som altid.
Det ligner tilfældigheder. Men bag den forskel gemmer der sig to vidt forskellige måder at overleve en hård vinter på.
For et træ er vinteren nemlig ikke bare kold. Den er tør.
Når jorden fryser, bliver vandet i den låst fast, og træets rødder kan ikke trække det op. Rødderne sidder i de øverste cirka 45 centimeter af jorden, mens frosten kan nå op mod godt en meter ned. Resultatet er en slags tørke midt i sneen.
Det forklarer Chris Enroth, der er havebrugsrådgiver ved University of Illinois Extension.
Løvtræets smarte retræte
Et løvtræ med fulde blade ville simpelthen tørre ud. Bladene fordamper vand hele tiden, og med tør, frossen jord under sig har træet ingen måde at fylde på igen.
Så løvtræet gør noget klogt. Inden bladene falder, trækker det energien ud af dem og tilbage ind i sit eget væv, så ikke alt går tabt. Samtidig stiger sukkerindholdet i bladene.
Netop sukkeret er nøglen. Det virker som en slags frostvæske inde i træet og forhindrer, at der dannes iskrystaller i de levende celler. For hvis isen får lov at danne sig inde i cellerne, sprænges de.
Når bladene så er tømt, slipper træet dem og går i dvale. Nøgent, men i live.
Nålens tørre rustning
Nåletræerne har valgt en anden vej. De beholder deres blade, men de blade ser helt anderledes ud.
Over tid har nåletræerne skrumpet de store, brede blade ind til små, spidse nåle. Den smalle form udsætter et langt mindre areal for den udtørrende vintervind, så træet taber meget mindre vand.
Oven i det er nålene dækket af et lag voks. Det beskytter mod frosten og bremser fordampningen yderligere, forklarer Enroth til University of Illinois Extension.
Og ligesom løvtræerne pumper nåletræerne sukker ind i vævet, så vandet ikke fryser indefra.
Ifølge Enroth går sporet helt tilbage til planternes fortid. Det var tørken, planterne mødte i en fjern oldtid, der over millioner af år favoriserede netop de arter, som var bedst rustet til vinterens barske vilkår.
